Skarpt boldøje på lageret
-
Gitte har været lagermedarbejder i 40 år, og hun scorede indirekte jobbet på badmintonbanen.
I fire årtier har Gitte Duelund Jensen været en loyal medarbejder i Salling Group. Nu kan hun fejre sit 40-års jubilæum 1. oktober.
Hver uge jonglerer 62-årige Gitte Duelund Jensen med varer på lageret ved Salling Groups hovedkontor i Årslev, og hun har samme skarpe opmærksomhed på fjerbolden på badmintonbanen.
I de seneste 55 år har hun spillet badminton, og hun er international dommer. Så når Gitte ikke har sin selvlysende gule Salling Group t-shirt på, bliver meget af fritiden brugt i badmintonhaller på tværs af Danmark.
Det var faktisk på badmintonbanen, hun smashede sig til sit job på lageret i Salling Group, som dengang hed Dansk Supermarked. En holdleder var ansat som slagterchef i Føtex, og han opfordrede Gitte til at tage fat i en af hans kolleger, som arbejdede på lager. Det gjorde hun, og så fik Gitte et midlertidigt job, som 1. oktober 1984 blev konverteret til en fastansættelse på lageret. Her har hun været siden.
Stor forandring
Dengang var jobbet et andet, end det er i dag. Hun stod i mærkeafdelingen for tekstil og mærkede alt tøjet med priser, inden det kom ud i varehusene. Hun kan fortsat huske, hvad Føtex interne numre var dengang. Nu passer Gitte Duelund Jensen en lagerstation, hvor hun blandt andet sikrer, at varerne kører korrekt, og at det er de rigtige, som kommer på båndet.
- Da jeg var ung, var det ikke så moderne at studere som i dag. Mange fik en læreplads, og så beholdt man sit job gennem mange år. Sådan er det jo slet ikke i dag. Jeg fik aldrig en uddannelse – jeg blev glad for at være på lageret, og jeg har aldrig haft lyst til at skifte arbejde, siger Gitte Duelund Jensen.
Hun bor i Hasle og har en søn, svigerdatter og barnebarn.
Tidlig morgenkaffe
Hun er a-menneske og møder også ind før tid, for Gitte Duelund Jensen kan nemlig godt lide at være i rigtig god tid.
- Vækkeuret ringer klokken 4.30, så jeg kan nå bussen. Jeg skal møde klokken 7, men jeg kommer altid klokken 6.20, så jeg lige kan nå at få en kop kaffe med en af mine kolleger, og det nyder jeg. Det er bare ikke mig at komme i sidste øjeblik, siger den 62-årige jubilar, som har en klar forventning om, at hun bliver i Salling Group, indtil pensionen kalder.
- Gitte efterlever med lethed virksomhedens værdier. Hun er en meget hjælpsom kollega, har en god sans for humor, som løfter holdånden og skaber en god atmosfære i afdelingen. Hun er også meget motiveret og en af de mest produktive medarbejdere, vi har i teamet, og vi er alle oprigtigt glade for at have hende med ombord, siger Bogdan Pop, department manager e-com logistic Årslev.
Flagalle forude
De fire årtier på lageret har givet Gitte Duelund Jensen et stærkt venskab med fem andre tidligere og nuværende kolleger. Sammen har de en ‘venindeklub,’ hvor de på skift er på besøg hos hinanden hver tredje måned.
Jubilæet bliver fejret 1. oktober med en reception på lageret ved hovedkontoret i Årslev for venner, familie og kolleger. Hun bliver hentet af Karin Sallings chauffør om morgenen sammen med chefen Bogdan Pop og bliver kørt til hovedkontoret, hvor kollegerne venter med lykønskninger og flagallé.