Prisvindende Rema-købmand i Valby rykker til Holbæk

Reitan 15. aug 2023 -
This describes the image
Foto: Rema 1000
  • Max Skov Hansen overdrager sin butik på Søndre Fasanvej i Valby til sin tidligere souschef

12 år som Rema 1000-købmand i henholdsvis Carlsbergbyen og på Søndre Fasanvej i Valby lakker mod enden for Max Skov Hansen. I stedet bliver han købmand i Rema 1000 i Holbæk på Kalundborgvej.

- 20. september overdrager jeg butikken til købmandsparret Mikkel og Regina Holdt. Mikkel kender I særdeles godt, da han har arbejdet som souschef i butikken i en årrække, skriver Max Skov Hansen på butikkens facebookside og tilføjer: 

- Jeg fortsætter købmandslivet i min lokale Rema 1000 i Holbæk blot et stenkast fra min bopæl.

Til sidst lover den populære købmand, at der vil komme en lille happening, hvor han vil sige ”farvel til alle jer skønne Remanister som har besøgt os igennem årene”.

Opslaget på Facebook har fået over 300 likes og 45 kommentarer.

Mikkel Holdt, der oprindeligt er fra Struer i Vestjylland, startede som 15-årig i restaurations- og servicebranchen, hvor han efter fem år blev leder for forskellige McDonalds restauranter i Jylland og Nordsjælland. Det blev til syv år som leder hos McDonalds, og i 2017 ønskede Mikkel Holdt at prøve en ny branche og søgte derfor en stilling som souschef i Rema 1000 på Søndre Fasanvej i Valby. Siden 2021 har han været købmand i Rema 1000 i Vanløse.

Max Skov Hansen har to gange vundet detailhandlens prestigepris Danish Retail Award. 

Han er bl.a. kendt for og omtalt i medierne for at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne får ansvar og bliver lyttet til. Sammen med sine medarbejdere vinder han pokaler på stribe for evnen til at drive en dagligvarebutik. Jobansøgerne står løbende klar for at komme med på holdet.
 

Opdateret 15. aug 2023