Rema 1000 annoncerer første butiksåbning i 2025
-
Det bliver i midtjyske Bording, at discountkæden åbner den første butik næste år. Det sker 16. januar.
Rema 1000 har i dag åbnet butik nummer 422 på Frederikssundvej i Bellahøj ved København, hvor Nichlas Hein er købmand.
Discountkæden har offentliggjort yderligere to åbninger i indeværende år i henholdsvis Jersie Center i Solrød Strand med åbning 31. oktober og på Gl. Aalborgvej i Viborg 7. november.
Alle tre åbninger sker i tidligere Aldi-butikker.
Nu har Rema 1000 netop offentliggjort den første butiksåbning i 2025, der finder sted i midtjyske Bording med 2400.
Her åbner kæden et spritny butik, som Rema 1000 har udviklet fra bunden gennem flere år på en tidligere erhvervsgrund med facade ud mod Bordingvej og rundkørslen ved Søndergade.
Herfra kan den 1200 kvm store butik ikke blot betjene Bordings borgere, men også den gennemgående trafik, der kører gennem området f.eks. til og fra arbejde.
Tocifret antal butikker på vej
Indtil videre tegner butikken til at blive kædens butik nummer 425 herhjemme. Ved indgangen til 2024 havde Rema 1000 372 butikker.
Og endnu flere følger i det nye år.
- Næste år har vi også planlagt et tocifret antal åbninger rundt om i landet, lød det fra Rema 1000' adm. direktør Henrik Burkal tilbage i juni i forbindelse med en status på kædens mange butiksåbninger.
Dengang havde Rema 1000 tilføjet 54 butikker til kæden, siden den allerførste åbning i en tidligere Aldi-butik den 30. november 2023.