Discountkæde øger salg af egne mærker
-
Kunderne bekæmper inflationen ved i stigende grad at fravælge traditionelle mærkevarer
Rema 1000 oplever, at kunderne i højere grad tilvælger kædens egne mærker Rema 1000 og Gram Slot i stedet for de dyrere traditionelle mærkevarer.
Kommunikationschef i Rema 1000, Jonas Schrøder, siger. - Det er et stort skifte fra de traditionelle mærkevarer, og ser vi på det gennemsnitlige indkøb, har vores kunder i flere perioder slået inflationen ved at købe vores egne mærkevarer. Vi oplever, at kunderne kompenserer for en dyrere vare, for eksempel oksekød, ved at de resterende varer i kurven i højere grad er vores mærker.
Kunderne bliver hos egne mærker
Skiftet er så stort, at selvom kurven indeholder samme varekategorier som før, så er kurvens pris i nogle tilfælde faldet, oplyser Rema 1000. Ifølge Jonas Schrøder er skiftet markant, men uden at komme nærmere ind på præcise tal. Dog vurderer dagligvarehandlen.dk, at et markant skifte må dreje sig om en fremgang på 20-25 pct. Et tal der ikke afvises af Jonas Schrøder.
Skiftet har været tydeligt gennem de seneste måneder, men Rema 1000 har oplevet en lignende bevægelse tidligere.
- Både da krigen i Ukraine brød ud og under finanskrisen i slut-nullerne så vi et stort skifte til vores egne mærker.
Og har kunderne først prøvet kædens egne brands, så holder de fast.
- Vi har tidligere set, at når økonomien bliver bedre igen, så er det ikke alle forbrugerne, der vender tilbage til de traditionelle mærkevarer.
Fødevarepriser steget 24 pct på tre år
At fødevarepriserne er markant højere end tidligere bekræftes af cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, der skriver i bankens markedsnyt, at fødevarepriserne er steget i syv ud af de seneste otte måneder og nu er omkring 24 pct højere end for bare tre år siden. Han skriver også, at ingen virksomheder i fødevarehandlen forventer at sænke prisen de næste tre måneder.
Forventet vækst for private labels
Brancheorganisationen Private Label Manufacturers Association (PLMA) peger i en nylig undersøgelse på en forventning om øget salg af private labels i Europa. I Danmark har private labels en markedsandel på 36,2 pct, hvilket er lidt lavere end det europæiske niveau på 38,2 pct, men væsentlig højere end Norge og Sverige, hvor procentdelen er henholdsvis 22,4 og 28,6.
I sidste uge offentliggjorde Retail Institute Scandinavia deres prognose, kampen om kurven, for de næste fem år i den danske dagligvarebranche. Den peger netop på, at mærkevarerne står overfor en øget konkurrence fra både private labels og private brands, hvor private labels kommer til at fungere som prisvenlige alternativer til de kendte mærkevarer.
Kampen om kurven forudser også en øget polarisering i forbruget, hvor der skabes plads til de dyrere varer ved også at købe prisvenlige alternativer. Ganske som Rema 1000 allerede oplever. Samlet var væksten i de nordiske lande for private labels i 2023 på 0,8 pct, men potentialet vurderes til at være stort, da forbrugernes behov for prisvenlige alternative forventes at stige, lyder buddet fra Retail Institute Scandinavia.