Vinderen af Årets Lancering 2020 løber med 47 pct. af stemmerne
-
En stigende tendens med selvforkælelse og fokus på kvalitet blandt forbrugerne har skabt grobund for succesen bag vinderen af årets produktlancering 2020
Vinderen af Årets Lancering 2020 kommer fra fødevarekoncernen Nestlé, der med produktet Starbucks at Home formår både at sætte sig på en betydelig markedsandel og skabe vækst i sit marked.
Produktet har i ifølge NielsenIQ formået at koble sig på en stigende tendens blandt forbrugerne under coronapandemien, hvor man grundet nedlukkede restaurationer og cafeer i stedet søger nydelse i mere hjemlige omgivelser.
I 2020 er markedet for kapselkaffe vokset med 55,8 pct., hvor Starbucks i dén grad har bidraget til væksten. Faktisk ender Starbucks som markedsleder med 25,5 pct. lyder det fra Jonas Marslev, National Account Manager i Nestlé Danmark, i en takkevideo.
”Vi har med lanceringen i slutningen af 2019 ramt et tidspunkt, hvor danskerne prioriterer kvalitet mere. Folk vil i dag være deres egen barista og tage café-oplevelsen med sig hjem. De vil simpelthen forkæle sig selv, siger Jonas Marslev.
De nominerede var Tuborg Nul fra Carlsberg Danmark, Klorin Wipes 90 styk fra Colgate-Palmolive, Naturli’ Frost fra Orkla Foods Danmark og så altså Starbucks at Home - lancering i kapselkategorien fra Nestlé, som vinder årets pris.
- Vi lancerede hurtigt kampagnen, fordi vi vidste, at Starbucks At Home-produkter ville være endnu mere relevante for vores kunder, der nyder caféoplevelsen derhjemme. De resterende Starbucks at Home-produkter som filterkaffe, hele bønner og kapsler til Nescafé Dolce Gusto blev lanceret i januar 2020. Vi er især stolte af, at Starbucks inden for kapsler har taget et tigerspring ind på markedet, hvor hver femte solgte kapsel i danske supermarkeder nu er Starbucks. Det viser, at danskerne under Corona har fokuseret på kvalitetskaffe, siger Rolf Kube, der er Nestlé Danmarks Category Channel Sales Development Manager for kaffe.
Tiltro til produktets levedygtighed
Årets Lancering vælges af MLDKs medlemmer. I undersøgelsen bag udvælgelsen stemte 47 pct. af de adspurgte på Starbucks at Home som årets lancering. Samtidig svarer 98 pct. af de adspurgte, at de tror på, at produktet stadig vil være på markedet om tre år i 2024.
- I et marked med overudbud af muligheder i nærmest alle kategorier er det meget svært at få en vedvarende succes med nye produkter som, man som leverandør selv synes, er berettiget. Mange opnår en god distribution, omsætning og kendskab i de første måneder af en lancering, men når den interne og eksterne nyhedsværdi har lagt sig, er den helt store opgave at fortsætte vækst-eventyret. Med Starbucks at Home, har Nestlé formået at konvertere et meget stærkt out-of-home brand til en, på alle parametre, succesfuld lancering i dagligvarehandlen. Formodentlig med en solid berettigelse i mange år fremover, lyder det blandt andet fra Niels Skovby Jørgensen, Sales Director hos NielsenIQ.
Overrækkelsen af prisen fandt sted på Mærkevareleverandørernes virtuelle Årstræf den 11. marts. På programmet var desuden indslag om vækst, innovation og klima samt den årlige generalforsamling.
Udover æren vinder Nestlé et gavekort på 100.000 kr. til promotiondata hos NielsenIQ.