Premium-flæskestege hitter trods inflation og priskrig

Produktudvikling 23. dec 2022 -
This describes the image
Foto: Danish Crown
  • Danish Crown melder om udsolgt af flæskestege fra en række specialkoncepter

Trods dagligvarekædernes priskrig på flæskesteg til under 10 kr. pr. halve kg. og inflationen, der får forbrugerne til at søge billigere alternativer, hitter flæskestege af høj kvalitet fra Danish Crown.

Danish Crown melder nu om totalt udsolgt af flæskestege fra specialkoncepter såsom Antonius, Bornholmergrisen og Friland samt krogmodnede og gourmetsaltede flæskestege. Omkring hver syvende flæskesteg, Danish Crown sælger, er en premium-flæskesteg.

 - Det er fantastisk, at flere og flere danskere prioriterer den ekstra smagsoplevelse, når de køber flæskestegen til julen. Vi sælger i år 20 pct. flere premium-flæskestege end sidste år, og vi kommer helt sikkert til at se på, hvordan vi kan sikre, at endnu flere danskere kan købe en flæskesteg, der kan noget ekstra, næste år, siger Peter Bendixen, der er ansvarlig for salget til de danske detailbutikker hos Danish Crown.

Udviklingen bekræfter de seneste års tendens, hvor Danish Crown har øget salget af premium-flæskestege med særlig høj spisekvalitet og en god historie. De seneste tre år har Danish Crown løftet produktionen og salget af højkvalitets-flæskestege med mellem 15 og 20 procent fra år til år.

Det øgede salg af premium-flæskestege betyder, at Danish Crown ikke har kapacitet til at producere helt så mange almindelige flæskestege som tidligere år. Alligevel regner koncernen med at levere meget tæt på samme mængde som sidste år, hvor salget og produktionen af flæskestege var rekordstor. Dermed kan Danish Crown også melde udsolgt af den klassiske flæskesteg i år.
 

Opdateret 23. dec 2022