Iskaffe-komet får ny millioninvestering
-
Iskaffeproducenten Bold Drinks har på få år sikret sig en placering som det næststørste iskaffe-brand. Nu går jagten ind på positonen som det stærkeste iskaffe-brand i Norden.
Løvens Hule-kometen Bold Drinks, som producerer iskaffe, forventer at kunne fordoble omsætningen i 2023. Nu har virksomheden rejst ny million-kapital til en international satsning, som for alvor skal sætte strøm til ambitionen om at blive Nordens største iskaffe.
Bold Drinks har på få år sikret sig en placering som det næststørste iskaffe-brand i det hastigt voksende marked for iskaffe.
Serieinvestor Jesper Buch og CEO i Blazar Capital Christian Arnstedt købte tilsammen 20 procent af iskaffeproducenten i Løvens Hule i marts 2021. Siden har Bold Drinks tredoblet sin markedsandel i den brandede kategori af iskaffe i 2022.
Det er en kategori, som virksomheden forventer vil vokse med en gennemsnitlig tilvækst på 20 pct. om året de næste 10 år, fremgår det af en pressemeddelelse i forbindelse med, at virksomheden nu får tilført ny kapital.
Stor investorinteresse
Virksomhedens grundlægger, CEO Lasse Søkilde, siger, at den ekstra kapital giver mulighed for at eje positionen som det funktionelle brand i den profilerede kategori.
- Fra vores netværk hørte vi enstemmigt, at den nuværende markedssituation med inflation, prisstigninger og international usikkerhed ville gøre det svært at rejse større kapital til Bold Drink, men her er vi blevet blæst bagover af den interesse, der har været vist os, siger han.
Efter at Bold Drink gik på investorplatformen Capino, som er stiftet af blandt andet serieiværksætteren Martin Thorborg, fik den henvendelser fra 50 interesserede investorer næsten samme dag, og blot 14 dage senere er runden lukket.
- Med de nye medlemmers indtræden i ejerkredsen bringer vores samlede kapitalrejsning op på over 5 millioner kr. Det er virkelig fantastisk, at vi på så relativt kort tid er kommet dertil, hvor vi skal udvælge, hvem der stiller kapital og derved være med i Bold Drinks forsatte rejse siger Lasse Søkilde.