Bold Drinks satser på at runde fire mio. dåser i 2023
-
En choco-variant skal udvide markedet for iskaffe, som i forvejen leverer stor vækst
Markedet for kolde stimulerende og opkvikkende drikke fik i sit gennembrud med iste, senere energidrikke og omfatter nu også iskaffe i flere varianter.
Den lille danske virksomhed Bold Drinks har de seneste seks år været med til at sætte aftryk på markedet for conveniencedrikke til især studerende og iværksættere i alderen fra 18 til 36 år i de større danske byer.
Først lancerede Bold Drinks en klassisk iskaffe med højt indhold af koffein med triple shot iced espresso med enten almindelig mælk eller vegansk havredrik. I foråret i fjor kom en såkaldt zero-variant, da det efter flere års eksperimenter lykkedes at trække kalorierne ud af iskaffen, uden at det gik ud over smagen.
Nu lancerer Bold Drinks endnu en udgave af sin iskaffe med chokoladesmag. Produkterne er på hylderne i en række dagligvarebutikker fra på manddag i næste uge.
- Jeg har længe syntes, at der har manglet en chokoladedrik, der var stilren og talte til voksne. Kakaomælk er ofte en halv dessert eller også minder det for meget om børnefødselsdag og røde balloner, siger Lasse Søkilde, der er den ene af det makkerpar, der stiftede Bold i 2017.
- Lige fra dag ét i Bold har jeg derfor drømt om at skabe lettere adgang til iskaffekategorien og samtidig lave et chokoladeprodukt, som giver et koffeinspark. Derfor har vi nu samlet det bedste fra to verdener i en ny iskaffevariant: En triple espresso blandet med rigtig chokolade.
Bold Drinks i Løvens Hule
Bold Drinks var den første virksomhed, der først fik et nej og siden et ja og løb med en investering i DR’s program Løvens Hule. Tilbage i 2021 købte investorerne Jesper Buch og Christian Arnstedt 20 pct. af virksomheden. Siden er Bold Drinks vokset fra 600 til 3000 forhandlere i ind- og udland.
Bold Drinks er på seks år gået fra at være en startup til en scaleup og tøver ikke med at tage kampen om med etablerede giganter som Carlsberg, Royal Unibrew og Arla om en kategori med energidrikke til det travle storbymenneske.
- På globalt plan er kategorien i voldsom vækst. Der ventes en vækst på 20 pct. i år. Derfor er målet også, at vi med vores nye choco-variant kan skubbe salget op på omkring fire mio. dåser mod 2,5 mio. dåser i 2022, siger Lasse Søkilde.
Vækstrejsen fortsætter
På Retail Institutes Scandinavias årlige FMCG-konference i november 2021 fortalte Lasse Søkilde om væksten og ambitionerne. Dengang havde salget rundet én mio. dåser, og Lasse Søkilde drømte om at tredoble salget året efter.
- Krigen i Ukraine, forstyrrelse af forsyningskæder og inflation satte midlertidigt en kæp i hjulet på ambitionen. Men vi kommer stærk igen i år, siger Lasse Søkilde.
Udover kapitalstærke investorer som Jesper Buch og Christian Arnstedt har Bold også sikret kapitaltilførsel fra andre kilder for at kunne fortsætte den ambitiøse markedsføringsplan.
- Vi skubber konstant større og større varemængder foran os, og derfor er det afgørende - og helt klart en udfordring -, at vi formår at styre likviditeten meget nøjagtigt. Det er en del af vores forretning, som vi konstant er opmærksomme på, men heldigvis er det en positiv udfordring at skulle finansiere høj vækst, siger Lasse Søkilde.
Prispres
Normalt har øget mængder også været lig med optimering og bedre priser. Men sådan er det ikke længere.
- For første gang i vores vækstrejse har vi oplevet, at vores priser går den modsatte vej og stiger på det færdigproducerede produkt. Særligt de kvalitets- og produktionstunge råvarer, der indgår i vores produkter såsom kaffe, mælk og havre, har indflydelse på slutprisen, siger Lasse Søkilde.
Ifølge Lasse Søkilde er danskerne kun lige akkurat begyndt at købe iskaffe som conveniencedrik på farten og som en fast del af inventaret på hylderne i køleskabet.
- Markedet er fordoblet i værdi på blot to år, og der er mange mennesker, der endnu ikke er hoppet med på iskaffe-bølgen. Derfor kommer vi til at skubbe kraftigt på med øget markedsføring i 2023 sammen med vores nye produkt. Vil vi være med til at drive nye forbrugssituationer frem, skabe nye kaffevaner og tilbyde folk noget, de har manglet, siger Lasse Søkilde.
Bold Drinks har taget det bedste fra to verdener – iskaffe og chokolade. Triple espresso shots, rigtig mørk chokolade og stadig dobbelt så meget koffein som almindelige energidrikke. I det nye produkt BOLD Choco Iced Espresso får kunden en intens chokoladesmag med færre kalorier end i traditionelle chokolade-drikke.