Inspiration fra Island gav Aabybro Mejeri en iskold succes
-
Den 1. marts kan Alice og Niels Henrik Lindhardt fejre 25 år som ejere af Aabybro Mejeri, der siden 1968 været ejet af familien Lindhardt. Det er kendt for sin Ryå Is
Ryå Is fra Aabybro Mejeri er omdrejningspunktet for et familieeventyr, der har fået tredje generation med ind i driften.
Den 1. marts kan Alice og Niels Henrik Lindhardt fejre 25 år som ejere af Aabybro Mejeri, der siden 1968 været ejet af familien Lindhardt.
De mange diplomer på væggen i mejeriudsalget på adressen i Aabybro er det synlige bevis på, at branchens smagsdommere har givet topkarakter til Ryå isen.
Det var Niels Henrik Lindhardts far, Anker Lindhart, der købte det dengang mere eller mindre faldefærdige mejeri, men med flid, hårdt arbejde og stor hjælp fra sin hustru, Ingeborg, lykkedes det familien at etablere en god og sund forretning, bygget på det gode mejerihåndværk og gode råvarer.
Dengang var det traditionel mejeridrift, hvor bl.a. smør var et væsentligt produkt og en rigtig stor del af den daværende produktion.
Is fik navn efter Ryåen
Sønnen Niels Henrik havde fået indgående kendskab til is-produktion gennem et tidligere ophold på Island og blev hentet hjem fra Branderup Mejeri for at forestå udviklingen af Ryå Is.
Det var nemt at vælge navnet, idet Ryåen, det kraftige vandløb på i alt 65 km, løber lige ved siden af mejeriet. Tidligere anvendte man vandet til at køle mælken ned og var også nyttig idet man kunne sejle mælk til mejeriet. Derfor har åen lagt navn til den nu landskendte Ryå Is.
I dag bliver der derfor hovedsageligt produceret is på mejeriet, men det er lykkedes at fastholde en mindre produktion af gammeldags kærnet smør, som også har høstet stor anerkendelse og forefindes på flere Michelin restauranter og anvendes af flere af Danmarks og verdens bedste kokke.
Beslutningen om at ændre fokus fra mælk og især smør, til is og dessertproduktion har vist sig at være det rigtige for mejeriet.
Efter at mejeriet satsede på is-produktion, er salget vokset støt og roligt, og mange forbrugere kender isen fra dagligvarehandlens frysediske.
Alice Lindhardt i mejeriudsalget i Aabybro. Mulighederne og potentialerne er stadig intakte og sønnen Niels Jørgen er også blevet en del af virksomheden og klar til at videre føre mejeriet som 3. generation.