Foodexpo bliver udsat til 2022
Den store fødevaremesse i Messecenter Herning bliver nu udskudt endnu en gang. Denne gang et helt år frem til 27.-29. marts 2022.
Den nye udsættelse er den tredje på ni måneder siden den oprindelige dato i marts i år, hvor Danmark blev lukket ned.
- I tæt og godt samarbejde med en samlet branche udsættes messen igen i respekt for corona-situationen i Danmark. Med til beslutningen hører et medansvar for udstillernes lange forberedelsestid og investering i messen, siger administrerende direktør i MCH Georg Sørensen i en pressemeddelelse, hvor en lang række medarrangører kommer til orde.
Blandt dem adm. direktør i Mærkevareleverandørerne, Niels Jensen:
- Vores branche er stadig hårdt ramt af coronasituationen, og derfor er der ingen tvivl om, at det eneste rigtige at gøre er at udskyde messen et år. I MLDK bakker vi derfor fuldt op om beslutningen, og vores medlemmer ser frem til igen at møde kunderne på Foodexpo i 2022, siger Niels Jensen.