Flødebolleskum kåret som bedste produktnyhed

Produktudvikling 9. jun 2022 -
This describes the image
Foto: Dr. Oetker
  • Mærkevareleverandørerne har på deres årstræf stemt på Dr. Oetker Flødebolleskum som den mest succesfulde produktlancering i dagligvarehandelen i 2021

NielsenIQ kårer Dr. Oetker Flødebolleskum som den mest succesfulde produktlancering i dagligvarehandelen i 2021. De hjemmelavede flødeboller fik ekstra liv under coronaen, hvor hjemmebag oplevede et boom.

Kåringen som Årets Lancering 2021 sker på baggrund af de stemmer, som mærkevareleverandørerne har afgivet og offentliggjort på deres årstræf torsdag aften.

Dr. Oetker Flødebolleskum var en blandt de 21 bedste produktlanceringer, som blev indstillet til prisen.

NielsenIQs jury nominerede på baggrund af flere faste kriterier fem meget forskellige lanceringer fra kategorierne smoothie, snacks, ready-to-drink spiritus, make-up og kagecreme. 

De nominerede til prisen var udover Dr. Oetker også Breezer Lemon Lite fra Conaxess Trade, Taffel SuperCrunch fra Taffel Danmark, Rynkeby Rigtig® Smoothie fra Rynkeby Foods og Maybelline Sky High Mascara fra L’Oréal.

Årets lancering fra Dr. Oetker er kendetegnet ved at ramme ned i de seneste års stigende lyst blandt danskerne til at bage og være kreative i køkkenet. 

Globalt med et smag af det lokale

Heidi Borgmann, som er Executive Head of Marketing hos Dr. Oetker Danmark A/S, siger, at virksomheden har en strategi om at være ”as global as possible and as local as needed”. 

- Flødebolleskum er nok det mest lokale produkt, vi har. Idéen til vores Flødebolleskum kommer fra en stigende forbrugertrend med hjemmelavede flødeboller. Der var derfor en mulighed for at skabe værdi i markedet ved at udvikle et mix til nemt at lave flødebolleskum, siger Heidi Borgmann. 

Produktet hjælper forbrugerne med at skabe et luftigt og velsmagende skum uden at skulle arbejde med skoldhed sukkerlage. 

- Selve grundopskriften er udviklet og testet her hos os i Danmark og efterfølgende genskabt i vores produktion i stor skala, siger Heidi Borgmann. 

Udover analyse af salgstallene hos NielsenIQ blev MLDK Mærkevareleverandørernes medlemmer spurgt, hvilken af de fem nominerede lanceringer, de syntes, skulle vinde prisen. 

Her var svarene meget overbevisende, da 64 pct stemte på Dr. Oetker Flødebolleskum som vinder af prisen. 

Næsten otte ud af 10 tror, at produktet stadig vil være på markedet om tre år, og næsten seks ud af 10 synes, at dette produkt er det mest nyskabende af de fem nominerede.

Diplom og gavekort blev overrakt på Mærkevareleverandørernes awardshow. Men prisen følger 100.000 kr., som Dr. Oetker kan bruge til en af NielsenIQs modellerede løsninger, som kan hjælpe Dr. Oetker med at løse udfordringer inden for pris, sortiment, plads eller out-of-stock.

This describes the image

 

Flødebollekage gik viralt 

Når man laver hjemmelavede flødeboller, har det tidligere skulle gøres ved at piske en marengs med pasteuriserede æggehvider, hvorefter der skulle tilsættes en skoldhed lage af sukker, glukose og vand, som skulle tilsættes forsigtigt ved præcis 117 grader. En såkaldt italiensk marengs.

Dr. Oetker flødebolleskum tager det svære ud af at lave selve skummet, så forbrugeren kan koncentrere sig om den (også) svære kunst at sprøjte flødebollerne og temperere chokolade til at dyppe dem i.

Produktet er skabt ud fra den originale opskrift, og indeholder stort set det samme, som man ellers bruger til hjemmelavede flødeboller. Man skal blot tilsætte 1 dl kogende vand og piske hårdt, indtil skummet er helt hårdt.

Flere kunder har også fået færten af flødebolleskum til en flødebollekage, som gik viralt på Dr. Oetkers facebookside med langt over en halv million visninger. Opskriften ligger nu stabilt i Top-5 blandt 700 opskrifter på Oetker.dk

Sådan laver du selv flødeboller.

Opdateret 10. jun 2022