Nu må virksomheder kræve coronapas af ansatte

Politik og samfund 25. nov 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • En netop vedtagen lov skal hjælpe med til at skabe tryghed på arbejdspladsen. Loven blev vedtaget med bred politisk opbakning.

Flere virksomheder har allerede meldt ud, at de vil kræve coronapas af deres ansatte. Det gælder bredt fra Danish Crown til Rema 1000's lager.

Fra midnat bliver det med en netop vedtagen muligt for virksomhederne at kræve, at ansatte fremviser coronapas.

Det sker for at mindske risikoen for at coronasmitten spreder sig på arbejdspladserne, og det er en mulighed, så længe corona kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.

Med loven får virksomhederne også mulighed for at kræve, at ansatte bliver testet for corona og oplyser testens resultat. Virksomhederne skal dog sagligt kunne begrunde, at en test er nødvendig for at begrænse smittespredning med corona. Ansatte med coronapas vil som udgangspunkt kunne undgå at blive testet for corona.

Efter hastebehandling i Folketinget blev loven vedtaget med stort politisk flertal torsdag. Forslaget kom i forlængelse af trepartsaftalen mellem regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening den 12. november 2021.

Fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye siger:

- Regeringen har et klart mål om, at Danmark kommer gennem vinteren så godt som muligt. Det gælder både sundhedsmæssigt og økonomisk.

- Hvis virksomheden gør brug af de nye regler, så kan de ansatte være mere trygge ved at tage på arbejde. Virksomheden er mindre sårbar for stor smittespredning og kan mindske risikoen for, at mange sygemeldinger betyder mindre produktion og tab af omsætning. Det, synes jeg, er rigtig fornuftigt.

- Jeg er glad for at reglerne allerede træder i kraft til midnat. Mange statslige arbejdspladser vil blive omfattet af reglerne i morgen. Jeg vil gerne opfordre andre arbejdsgivere til at overveje, om reglerne også skal indføres hos dem.

 

Opdateret 25. nov 2021