Arbejdsgivere kan igen søge refusion for corona-syge
-
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at genindføre den midlertidige suspendering af arbejdsgiverperioden
Fra i dag og frem til 1. marts kan arbejdsgivere får refusion for medarbejdere, der er hjemsendte på grund af corona eller med hjemsendte børn.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er netop blevet enige om at genindføre den midlertidige suspendering af arbejdsgiverperioden. Den tidligere aftale udløb 1. juli.
Og det er dybt nødvendigt, lyder det fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
- Særligt virksomheder, hvor ansatte skal møde op for at passe arbejdet, er hårdt ramt af corona-relateret fravær. Restauranter, detail, lager er eksempler på områder, hvor sygdommen rammer virksomhederne hårdt. Både fordi de mangler folkene til at udføre arbejdet, men også fordi de indtil nu skulle betale for op til 30 dages fravær. Det gør trepartsaftalen noget ved, og det vil lette noget af presset for de ramte virksomheder. Det er dybt nødvendigt, siger Laurits Rønn, viceadm. direktør i Dansk Erhverv.
Aftalen indebærer desuden, at forældre med corona-hjemsendte og corona-syge børn vil kunne få barselsdagpenge, hvis en række betingelser er opfyldt.
- Der vil være forældre, som står i en situation, hvor barnet er hjemsendt og sygt, og som ikke har andre muligheder end at passe barnet derhjemme. I disse situationer vil aftalen bidrage til at skabe tryghed, siger Laurits Rønn.
De selvstændige er også omfattet af trepartsaftalen, som ifølge Dansk Erhverv træder i kraft med tilbagevirkende kraft fra den 23. november 2021. Den udløber 28. februar 2022.