Økologer skal have ny formand
-
Efter ni år som formand for Økologisk Landsforening har Per Kølster valgt ikke at genopstille til næste år.
Per Kølster har stået i spidsen som formand for Økologisk Landsforening de seneste ni år og har i samme periode været på valg hvert år, når foreningens medlemmer har skullet vælge formand.
I 2022 bliver det dog anderledes. I går meddelte Per Kølster, at han ikke ønsker at genopstille til formandsposten.
- For mig handler det om at kende sin udløbsdato og behov. Jeg er nået en alder, hvor jeg nok har solid erfaring, men også har behov for at drosle ned på aktiviteterne, siger Per Kølster om årsagen til sit valg.
Den 67-årige formand adresserede sin afsked ved et stormøde for foreningens fagudvalg. Forinden var bestyrelsen blevet orienteret.
I sin tid som formand har han bl.a. været med til at føre Økologisk Landsforening ind i en ny tid, hvor økologien er vækstet betragteligt både i areal og forbrug. Han har sammen med foreningens bestyrelse og ledelse lagt en langsigtet strategi for, hvordan økologien kan bidrage til at sætte dagsordenen for et forandret og bæredygtigt fødevaresystem for fremtiden. Senest har det resulteret i etableringen af Innovationscenter for Økologisk Landbrug, som åbnede den 1. oktober 2021.
- Per har været en meget stor drivkraft for økologien og de grundlæggende principper, som økologien bygger på. Han er passioneret og har med sin professionelle baggrund og mangeårige erfaring været primus motor for foreningens arbejde med at tegne en vision for fremtidens landbrug - og dermed positionere økologien som en vigtig del af løsningen på et bæredygtigt landbrugs- og fødevaresystem, siger Helle Borup Friberg, direktør i Økologisk Landsforening.
Økologisk Landsforening har formandsvalg til generalforsamlingen den 4. marts næste år.