Ny fødevarekonsulent til De Samvirkende Købmænd
-
Isabell Bøgh Kristiansen har de seneste ni år arbejdet for Varefakta med fødevare- og foderlovgivning
De Samvirkende Købmænd (DSK) har fra august ansat Isabell Bøgh Kristiansen som ny fødevarekonsulent. Isabell erstatter Karina Kjeldgaard-Nielsen, der efter næsten fem år hos DSK har valgt at søge nye udfordringer.
Isabell Bøgh Kristiansen har oprindeligt en bachelor i ernæring og sundhed fra Københavns professionshøjskole tilbage i 2011. En uddannelse der i 2014 blev fulgt op af en kandidatgrad indenfor sundhedsfremme og miljøplanlægning fra Roskilde Universitet.
De seneste 9 år har Isabell Bøgh Kristiansen arbejdet hos Varefakta med fødevare- og foderlovgivning herunder bl.a. mærkning af fødevarer- og foderprodukter for Varefaktas nationale og internationale kunder. Isabell kommer til at have tæt kontakt til myndigheder samt servicering af DSK’s medlemmer gennem løbende rådgivning på relevante lovgivningsområder herunder udarbejdelse af branchekoder mv. Isabell vil desuden være med til at drifte og videreudvikle det elektroniske egenkontrolsystem, som anvendes blandt DSK’s medlemmer
- Fødevarelovgivningen er i konstant forandring og der kommer løbende nye regler og retningslinjer fra EU. Det er lovgivning, der i stigende grad stiller nye krav til vores købmænd og kæderne og det er lovgivning der bliver mere og mere kompleks. Vi har derfor med valget af Isabell fundet en kompetent og dygtig medarbejder, der fremadrettet kan være med til at servicere vores medlemmer, men også en medarbejder, der kan bidrage aktivt til videreudviklingen af den elektronisk egenkontrol til vores medlemmer, siger DSK's adm. direktør Jannick Nytoft.