Fødevareminister 50 år: Minksag, CO2-afgift og fødevareforlig

Organisationer - Navne 25. maj 2023 -
This describes the image
Fødevareminister Jacob Jensen (V) runder fredag den 26. maj et skarpt hjørne.  Foto: Esben Agerlin Olsen
  • Fødevareminister Jacob Jensen fylder 50 år i dag. Minkerstatninger og CO2 afgift på landbruget bliver opgaver, hvor ministeren får brug for alle sine evner. Fødevareforlig står også på huskesedlen.

En minister kan være så frygtet for sit temperament, at ingen andre går ind på ministerkontoret alene. Om fødevareminister Jacob Jensen (V) siger en partifælle derimod: - Jeg ved ikke, om han kan skælde ud, hvis han skal.  

Han kan dog godt være spids og sarkastisk, siger en anden borgerlig politiker, som samtidig roser Jacob Jensen for at være en ordholden og dygtig forhandler, der både har sine argumenter på plads og kan give plads til at høre andres.

Det er nemt at finde støtter til beskrivelsen af en rar mand, der ikke tager sig selv særligt højtideligt. Samtidig går det igen i beskrivelserne af ham, at han ikke skiller sig ud - det skulle dog lige være med sit valg af slips ved særlige lejligheder.

Evner til at forhandle har Jacob Jensen rigeligt brug for i jobbet som fødevareminister, hvad han blev i december 2022 efter at have siddet i Folketinget siden 2005.

Det blev i sig selv opfattet som opskriften på ballade, da Venstre i december gik i regering sammen med arvefjenden Socialdemokratiet og den tidligere venstreformand Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne. Alt har ikke været lykke. Venstres partiformand Jakob Ellemann-Jensen blev sygemeldt med stress og er det stadig. Mange vælgere har vendt partiet ryggen, så meningsmålingerne er nede omkring de 10 pct.

Hobbylandmand

Hobbylandmanden Jacob Jensen, som bor nær den fædrene gård ved sjællandske Tølløse, fik et ministerområde, han har forstand på. Dermed arvede han også minksagen, erstatningen til minkavlerne, som i stort omfang stadig venter på de milliarder, de er lovet i erstatning for de millioner af pelsdyr, som blev aflivet i 2020 på grund af corona-frygt.

Inden valget i 2022 var Venstre meget kritisk over for behandlingen af minkavlerne. En varm kartoffel er nu endt mellem Venstres egne hænder, Jacob Jensens. Hos minkavlere og vælgere holdes kartoflen varm af, at Venstre sprang fra valgløftet om en advokatvurdering af statsminister Mette Frederiksens (S) rolle i minksagen.

En anden hård opgave, fra det nedskrevne regeringsgrundlag, er indførelse af en CO2 afgift for landbruget. Jacob Jensen skal både redde klimaet og landbruget, hvor Venstre traditionelt hører hjemme, indtil mange vælgere flygtede til Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative. At få en aftale ud over SVM-regeringens lille flertal bliver en tryktest af ministeren.

Og der er mere at se til. Et nyt forlig om fødevarer står også i kalenderen til efteråret. Hvad det skal indeholde har ministeren ikke villet sige.

Sjællandsk

Skarpe udtalelser er ikke noget særligt kendetegn ved Jacob Jensen.

- Det er klart, at jeg har haft fokus på at komme ud og møde dem, som det handler om: fødevareproducenter, detailhandel og andre, som har en holdning til, hvordan vi skal producere fødevarer. Ikke kun til hjemmemarkedet, men også til eksportmarkedet. Og så har vi haft en bunden opgave med hele minkerstatningsproblematikken, som vi mildest talt har arbejdet en hel del med, sagde han for nylig til Børsen.

Da et forslag til klimamærke blev præsenteret, sagde han ved pressemødet i en Føtex:

- Det kræver en politisk drøftelse. Og vi skal gøre det klogt og rigtigt. Hvor hurtigt det kan lade sig gøre er i den sidste ende en politisk afvejning.

Det diplomatiske sprog, med sjællandsk afsmitning, kan stamme fra flere års ansættelse hos A.P. Møller i København og Mærsk i London, efter uddannelsen som cand.merc.jur. fra CBS handelshøjskolen.

Jacob Jensen har siddet i regionsrådet for Sjælland. I Folketinget har han været miljøordfører, finansordfører, kommunalordfører og erhvervsordfører.

Ved siden af sit politiske arbejde har Jacob Jensen siddet i en stribe bestyrelser, blandt andet for Fonden Spring Nordic, Skovhus Privathospital og PenSam Liv, som han var formand for.

Han er gift med sygeplejerske Marie-Louise Jensen. Parret har tre børn.

Opdateret 26. maj 2023