Købmandsfond henter ny kommunikationschef hos storentreprenør
-
Mette Gylling Petersen bliver ny kommunikationschef hos KFI Erhvervsdrivende Fond. Hun kommer fra et tilsvarende job hos entreprenøren Pihl Koncernen.
Det bliver en erfaren kommunikationsprofil, der fremover skal være med til at sætte spotlight på de gode historier hos købmandsfonden KFI.
Den 1. oktober tiltræder Mette Gylling Petersen, 39, som ny kommunikationschef hos KFI Erhvervsdrivende Fond
Mette Gylling Petersen har mere end 10 års erfaring med kommunikation og har blandt andet beskæftiget sig med medlemskommunikation, strategisk og digital kommunikation, PR og årsrapporter. De seneste 7 år har Mette været kommunikationschef i entreprenørselskabet Pihl Koncernen.
- Jeg er meget glad for at kunne byde Mette velkommen til KFI, og jeg ser frem til at få etableret et rigtig godt samarbejde. Mette har mange års erfaring med at levere stærke kommunikationsindsatser og med hendes alsidige profil, har vi fået en sikker hånd til at lede og opfylde vores høje ambitioner på kommunikationsområdet, siger Terje List, adm. direktør i KFI Erhvervsdrivende Fond.
Stort potentiale
KFI er en af Danmarks største erhvervsdrivende fonde og arbejder for at styrke den selvstændige købmands position.
De seneste år har fonden øget sit fokus på bæredygtighed, og her kommer Mette til at spille en rolle i at fortælle om de mange gode tiltag, der sker i fonden og hos de mange dygtige købmænd.
- Jeg glæder mig til at blive en del af KFI og være med til at styrke den selvstændige købmandssektor. Jeg ser frem til at løfte opgaverne sammen med nye dygtige kollegaer og de mange engagerede købmænd, som KFI har fået en tæt og tillidsfuld relation til. Jeg ser et meget stort potentiale i at gøre KFI’s profil og indsatser endnu tydeligere og ikke mindst sikre, at de mange gode historier hos købmændene får en endnu større plads i mediebilledet og hos forbrugerne, lyder det fra Mette Gylling Petersen.