Dorte Wimmer: 10 år på forkant

Organisationer - Navne 26. maj 2023 -
This describes the image
Direktør Dorte Wimmer, Retail Institute Scandinavia. Foto: Martin Søby
  • Dorte Wimmer har i kraft af sit arbejde en høj grad af viden om forbrugeradfærd, som hun bruger til analyser og forudsigelser af kommende trends i detailhandlen.

At Dorte Wimmer blev ansat som direktør hos Retail Institute Scandinavia skyldes i høj grad en stor portion ihærdighed og tro på egne evner.

“Jeg ringede til ejeren og direktør Henning Bahr og sagde, at han skulle ansætte mig. Det fik jeg et nej til. Men vi mødtes alligevel til en kop kaffe nogle gange. Hvor jeg gav ham et tilbud,” fortæller Dorte Wimmer. Hun sagde: “Lad mig starte hos jer. Jeg får halvdelen af, hvad jeg bringer ind, og I får resten.”

Tilbuddet åbnede døren for Dorte, og efter et par måneder blev hun involveret i et stort projekt med brancheforeningen De Samvirkende Købmænd. Og i år kunne hun den 1. maj fejre 10-års jubilæum som direktør for Retail Institute Scandinavia.

Præget fra barnsben

Dorte Wimmer har i kraft af sit arbejde en høj grad af viden om forbrugeradfærd, som hun bruger til analyser og forudsigelser af kommende trends i detailhandlen. Men allerede som barn oplevede hun vigtigheden af at forstå sine kunder og deres behov.

“Jeg har altid haft en interesse for kunder, kundeadfærd og det kommercielle. Min far var bilforhandler og virkelig god til kundeservice, samt til at se den gode handel. Han havde et sindssygt servicegen og var dygtig til at forstå kundens behov, når de stod i hans forretning. Det lærte jeg meget af, når jeg som barn var i forretningen, ligesom jeg lærte at spotte den gode handel.”

Så det var naturligt, at Dorte efter sin franske studentereksamen fortsatte og blev cand. merc fra CBS. Hvilket bragte hende videre til Unilever i 1998, hvor hun blandt andet arbejdede med Knorr og Castus. 

På vej mod fremtidens trends

This describes the image

Dortes karriere tog hende videre til en perlerække af store virksomheder, for eksempel Reckitt Benckiser og Diageo, samt forbi et reklamebureau som kontaktchef for så i 2010 at ende i Telia. Det var på alle måder en rejse fra fast moving goods til ultra fast moving goods. 

Hos Telia landede hun i en branche med knivskarp konkurrence og store udfordringer. Dorte var med til rebranding af Telia, hvor de ikke bare skiftede farve fra pink til lilla, men også udarbejdede og implementerede en ny identitet og DNA for Telia.

Det krævede, at Dorte dykkede ned i danskernes hverdag, vores forbrugeradfærd, og hvordan vi beslutter os for køb. Et område, som Dorte allerede som barn havde fået en forsmag på i sin fars bilforretning.

“Når jeg kørte hjem fra Telia, oplevede jeg en glæde ved det nye aspekt af mit arbejde. Det fik mig til at overveje, hvordan jeg kan arbejde med dette fremadrettet? Kan jeg leve af det her område, som jeg brænder for,” forklarer Dorte.

Hun gik metodisk til værks og begyndte at researche området for at finde spændende virksomheder. Her stødte hun på Retail Institute Scandinavia, som hun aldrig havde hørt om, selvom hun havde siddet med landets største marketingbudget i Telia. 

Denne opdagelse førte til opkaldet til Henning Bahr og de foreløbige første ti år hos Retail Institute Scandinavia.

Ti fantastiske år

This describes the image

“Da jeg startede, brugte jeg de første to måneder på at gøre mig klogere. Jeg læste en masse af vores analyse og rapporter. Jeg var fascineret af, hvor meget Retail Institute Scandinavia vidste,” siger Dorte.

Når man arbejder med fremtidens trends og tendenser, så kræver det, at man har fingeren på pulsen. Det får Dorte ved at læse meget og varieret. Det kan være artikler og blogs af spændende mennesker fra en bred vifte af brancher. 

“Jeg rejser meget og ser butikker i hele verdenen. Jeg er så privilegeret, at jeg får penge for at gå i butikker og kigge. At se hvad der fungerer,” fortæller Dorte.

Hun får også viden fra Retail Institute Scandinavias egne undersøgelse og de store mængder af data, de indsamler fra 300 kæder. Dorte oplever også, at der er meget energi og inspiration at hente i hendes samtaler med de dygtige folk i branchen herhjemme i Danmark.

Dorte kan som udefrakommende hjælpe selv de store kæder og brands, blandt andet fordi hun tilbyder et blik udefra og viden om en lang rækker brancher samt altid tænker kunderne først. Hun er også mere fri til at udfordre de dominerende forestillinger i virksomhederne, der ofte har et indefra-og-ud perspektiv. Det kan betyde, at de vælger løsninger, der giver mening for virksomheden internt, men er ulogiske eller forvirrende for kunderne. 

“Her kan jeg tillade mig at stille de farlige spørgsmål”, mener Dorte.

At holde fingeren på pulsen

Dorte har et specielt fokus på Generation Z.  Men hvordan holder hun fingeren på pulsen hos generationer, der er væsentlig yngre end sig selv?

“Det gælder om at pakke sig selv væk. Jeg skal ikke være udgangspunktet for alle andre har ikke et liv som mig,” forklarer Dorte og fortsætter: “Jeg kigger meget på mine to døtre, der begge er Generation Z. Hvad trigger dem? Hvordan beslutter de sig?”

Dorte orienterer sig selvfølgelig også i en række af de undersøgelser af forbrugeradfærd, som blandt andet Retail Institute Scandinavia udarbejder. Her kigger hun altid først i det unge segment, for de er fremtidens forbruger. Det er her, de nye trends og tendenser op dukker op. Her så vi for eksempel først økologien. Og så oplever Dorte, at vi i de ældre generationer, føler os yngre, end vi er, og derfor spejler de unges adfærd for at være ung med de unge. 

Bare på de ti år, Dorte har været hos Retail Institute Scandinavia, er der sket store skift i branchen.

“Jeg bliver konstant overrasket. Men det er også, hvad der driver mig. Nysgerrigheden på hvad jeg ikke ved. Selv havde jeg ikke set, hvor stærkt hele værdipositioneringen på bæredygtighed og økologi ville slå igennem og blive et krav fra kunderne. Her har det overrasket mig, hvor meget det betyder, at virksomhederne får placeret sig rigtigt i forhold til sine kunder,” fortæller Dorte.

Udover Danmarks grænser

Det er tydeligt, at nysgerrigheden og interessen stadig er stor hos Dorte, selv efter 10 år i spidsen for Retail Institute Scandinavia.

This describes the image

“Især i Kina og Asien sker der meget lige nu med sammensmeltning af det fysiske og digitale. De er meget langt fremme med på dette område f.eks. ved nye leveringsformer samt liveshopping, hvor de kan skabe et utroligt stort købsflow i løbet af ganske kort tid. Vi så også herhjemme, at det for alvor tog fart under corona-nedlukningen, og hvor branchen eksperimenterede.” 

Men Danmark kan også være med helt i front. Vi er langt fremme på betalingsløsninger, hvor vi efterhånden sjældent bruger kontanter herhjemme, og selvbetjeningsløsninger buldrer frem. Men især på bæredygtighed er Danmark helt i front. 

“Det er især inden for genbrug og madspild, at danskerne er verdensmestre. Næsten alle brands og butikker har dette højt på agendaen, og vi er helt fremme i forhold til at eksekvere det ud på forskellige måder, så her kigger udlandet mod Danmark.”

Der er altså fortsat meget ny viden og nye trends for Dorte at dykke ned i de kommende år.
 

Opdateret 26. maj 2023