De butiksansattes fagforening har fået ny formand
-
HK Handel har netop valgt Mette Høgh som ny formand. 61-årige Per Tønnesen siger farvel efter 10 år
Siden 2012 har Per Tønnesen som formand for HK Handel været stået i spidsen for de organiserede butiksansatte i blandt andet dagligvarebutikkerne.
Som 61-årig er han dog på grund af HK’s aldersregler nødt til at sige farvel. Det er netop sket på fagforeningens kongres, hvor de delegerede dog kun havde én at stemme på.
Hun er til gengæld et velkendt ansigt i organisationen, skriver HK Handel om den nye formand Mette Høgh.
Mette Høgh startede som faglig medarbejder i HK Vestsjælland for ca. 30 år siden og rykkede siden til HK Hovedstaden, hvor hun i en periode var faglig chef.
I 2012 blev hun formand for HK Handel Hovedstaden, og det er principperne fra arbejdet i HK Handel Hovedstaden, hun vil bygge HK Handel videre på.
- Vores fællesskab i Handel trænger til at vokse og bygge videre på vores relationer til hinanden på kryds og tværs i HK-organisationen. Kort sagt: Stærke relationer skaber større resultater, lød det fra talerstolen, da Mette Høgh blev valgt som ny formand for HK Handel.
- Vi skal turde fejle og asfaltere, mens vi kører. Med andre ord; vi skal være agile, for det er den verden, som vi er en del af, sagde hun.
Mette Høgh ønsker blandt andet, at overenskomsten får en mere central rolle i tillidsrepræsentanternes uddannelse, så de bliver bedre klædt på til at drøfte rettigheder, samt at få opbygget en tættere relation til arbejdsmiljørepræsentanter.
Mette Høgh er 52 år og bor på en gård med sin mand, som hun har to børn med.