Madspildsapp føjer 209 Circle-K butikker til folden
-
Madspildsappen Too Good To Go har indgået et landsdækkende samarbejde med Circle K i Danmark
De karakteristiske brune papirsposer med overskudsmad fra madspildsappen Too Good To Go kan nu også findes i samtlige 209 Circle K-stationer i Danmark. Samarbejdet i Danmark er næste skridt i en større, nordisk indsats fra Circle K og Too Good To Go omkring madspild, som i forvejen tæller 143 norske stationer.
Det skriver Too Good To Go i en pressemeddelelse.
- Vores danske brugere har taget rigtigt godt imod Circle K’s lykkeposer i testperioden, og vi har allerede reddet over 200.000 måltider i samarbejde med Circle K i Norge. Så det er et samarbejde med enormt potentiale, og vi er selvfølgelig meget glade for, at vi i fællesskab kan forhindre meget store mængder mad i at gå til spilde, siger Heidi Boye, landechef for Too Good To Go i Danmark.
Hos Circle K Danmark er det planen, at alle danske butikker skal tilbyde to aftenposer med blandede varer pr. butik og løbende opjustere mængden alt efter behov.
- Kampen mod spild af mad er en vigtig del af vores fortsatte indsats for at blive en mere bæredygtig virksomhed. Med samarbejdet med Too Good to Go har vi taget endnu et vigtigt skridt i den rigtige retning i vores grønne omstilling, siger Ann Kirstine Havsteen, Market Development Director for Circle K Danmark.
En lang række dagligvare- og conveniencekæder har allerede et samarbejde med madspildsappen. Det gælder blandt andre Coops kæder, Netto, Lidl, 7- Eleven, Q8, og nogle Min Købmand-butikker.