Indkøbsdirektør stopper i Lidl

Øvrige kæder - Navne 1. jun 2023 -
This describes the image
Lidls indkøbsdirektør Rasmus Pape stopper og vil bruge sommeren til sammen med sin mor at vinde et klubmesterskab i tennis.     Foto: Lidl Danmark
  • Rasmus Pape forlader den tyskejede discountkæde uden nyt job på hånden

De seneste 13 år har Rasmus Pape været indkøbs- og marketingdirektør i den tyskejede discountkæde Lidl i Danmark.

Nu meddeler han, at han stopper i Lidl. 

-  Det har været et privilegie at lede indkøbs- og marketingsorganisationen, særligt gennem de ekstraordinære udfordringer, der har været i de forgangne år. Fundamentet for succesen har været den stærke kultur vi har skabt sammen, skriver Rasmus Pape på Linkedin.

Uden et job på hånden vil han nu nyde sommeren med sin familie og svinge sin tennisketcher for at komme i bedre form. Han går efter at vinde et klubmesterskab i mixdouble i den lokale tennisklub sammen med sin mor Bente Pape. 

På vej ud ad døren skriver Rasmus Pape, at han er særlig stolt over, at han sammen med Lidl Danmark er gået forrest om udfasningen af cigaretter og aldersbegrænsning på energidrikke i dansk dagligvarehandel. 
 

Opdateret 1. jun 2023