Lidl: Kunder har taget godt i mod tobaksfri butik
-
Lidl dropper tobaksvarer i ny butik i Søndersø på Fyn. Det er kædens anden tobaksfrie discountbutik
Den tyskejede discountkæde Lidl vil frem mod 2028 gøre alle sine butikker tobaksfrie. Den første røgfrie butik åbnede den 11. maj i Hjørring. I går åbnede kæden sin nye butik i Søndersø på Fyn, som heller ikke har tobak og nikotinprodukter på hylderne.
- Vi har været spændte på, hvordan vores kunder vil tage imod initiativet. Heldigvis har vi i butikken i Hjørring oplevet et flertal af positive kunder, der bakker op om vores handling, og selv rygere kommer stadig og handler hos os. Det er vi naturligvis virkelig glade for, og vi håber også, at kunderne i Søndersø vil tage godt imod det, siger Jens Stratmann, adm. direktør i Lidl.
Den nye Lidl i Søndersø har tidligere rummet den ligeledes tyskejede discountbutik Aldi. Men de seneste måneder har håndværkere forvandlet den 789 store butik til Lidl-konceptet, der blandt andet byder på en en ekstrastor bake off-afdeling og frugt og grønt-afdeling.
Butikschefen Louise Blaaberg er den selvsamme, der stod i spidsen for Aldi:
- Jeg er vildt stolt af at stå i spidsen for Lidls første butik i Søndersø. De seneste måneder har været begivenhedsrige med et skift fra Aldi til Lidl, og jeg er blevet taget imod med åbne arme, og jeg er allerede stor fan af kulturen i Lidl.
Hun klippede den røde snor til den nye butik sammen med borgmester Mette Holm, Nordfyns Kommune.
Onsdag aften fik naboerne chancen for et smugkig. Mere end 1000 kom forbi for at se byens første Lidl butik, smage på delikatteser og hilse på butikkens medarbejdere.