DH Media udnævner indholdsredaktør

Navne 14. jun 2023 -
This describes the image
Foto: Michael Juul Sørensen
  • Journalist Søren Tougaard fra Dagligvarehandlen.dk udnævnes til indholdsredaktør.

Skrevet af: Redaktionen

Søren er kendt blandt Dagligvarehandlens læsere for sine grundige analyser og sin enorme indsigt i dagligvaresektoren.

- Vi fokuserer hver eneste dag på at publicere det rette input til vores læsere. Med Sørens lange og alsidige erfaring indenfor dagligvarebranchen, kan vi sætte yderligere fokus på ønskerne fra vores læsere, fortæller administrerende direktør Christian Skipper.  

Med en datadrevet tilgang vil Søren i endnu højere grad hjælpe med at målrette indhold og nyhedsbreve til vores læsere, således at udbyttet ved at besøge dagligvarehandlen.dk forstærkes.

- Jobbet indebærer i høj grad at være “spillende træner” på vores blandede hold af meget erfarne og unge, sultne journalister samtidig med, at jeg får endnu større fokus på at levere analyser og baggrund om dansk dagligvarehandel, siger Søren Tougaard. 

Udover Søren består redaktionen i dag af Flemming Effersøe, der har været på mediet i snart to år og som tidligere har arbejdet som kommunikationskonsulent hos De Samvirkende Købmænd, kommunikationsmedarbejder i Bryggeriforeningen og i næsten 18 år som journalist i Coop Danmark. 

Dertil er knyttet flere faste freelancere med meget stor erfaring.

Det drejer sig om den mangeårige Christianborg-journalist Esben Agerlin Olsen, journalist og forfatter Anders Houmøller Thomsen, der især skriver kommercielle temaartikler og vores mangeårig faste journalist Henrik Denman, som mange læsere kender fra dengang mediet hed Dansk Handelsblad. 

Derudover tæller holdet Anders Søndergaard Terp, der er ved at uddanne sig til fagjournalist og som især skriver spændende portrætter og navnestof.  

Samtidig har Dagligvarehandlen.dk netop indgået aftaler med tre journaliststuderende, som læserne snart kommer til at stifte bekendtskab med. 

Søren er tiltrådt stillingen med øjeblikkelig virkning.

 

 

Opdateret 15. jun 2023