Madspildshjælp til 1000 familier
-
Netto, Fødevarebanken og Too Good To Go vil uddele overskudsmad til 1000 økonomisk trængte familier på Brøndby Stadion
1000 økonomiske trængte familier står til at få en håndsrækning, nårToo Good To Go den 10. maj løber ind på Brøndby Stadion med bl.a. landedirektør Braw Bakir fra Netto til Madspildshjælpen.
Sidste års arrangement i Parken blev et stort tilløbsstykke. Too Good To Go forventer samme interesse i år.
Madspildshjælpen sætter fokus på fødevareusikkerhed og uddeler gratis poser med overskudsmad til op mod 1000 danskere, der på grund af inflation og usikre økonomiske tider har brug for hjælp til at fylde køleskabet.
40 medarbejdere fra Netto, Fødevarebanken og Too Good To Go donerer en arbejdsdag til at hjælpe med at pakke og distribuere op mod syv tons overskudsmad.
Too Good To Go skriver forud for Madspildshjælpen i en pressemeddelelse, at ”høje fødevarepriser og inflation påvirker danskernes evne til at købe fødevarer og lægger ekstra pres på familier med lav indkomst og andre sårbare grupper. Samtidig går over 800.000 tons mad i Danmark til spilde hvert år. Og det er et stort problem”.
- Med Madspildshjælpen vil vi gerne hjælpe med at gøre noget godt for danskernes pengepung, samtidig med at vi sætter fokus på madspild, siger Heidi Boye, landechef i Too Good To Go i Danmark.
Overskudsvarerne, der bliver uddelt på dagen, bliver bl.a. doneret af Netto, og ifølge Braw Bakir er Madspildshjælpen også et vigtigt signal om, hvordan partnerskaber på tværs af fødevarebranchen er altafgørende, hvis vi skal komme madspildsproblemet til livs.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med Too Good To Go og FødevareBanken, der dagligt understøtter vores arbejde med at reducere madspild på tværs af hele forsyningskæden. At bekæmpe madspild er ikke en let opgave, og vi er nødt til at arbejde sammen på tværs af hele branchen, hvis vi vil se bæredygtige forandringer, siger Braw Bakir.
Hver dag arbejder 175 frivillige hos Fødevarebanken på, at mad ikke ender i skraldespanden.
- Der er tonsvis af mad, der ikke fejler noget, men som alligevel ikke kan sælges i butikkerne. Vi leverer mad til 365 modtagerorganisationer hver uge, der omdanner overskudsmaden til gode måltider, siger Lea Gry Cotta-Schønberg, direktør i Fødevarebanken.