Danske forbrugere: Flere supermarkeder skal gå aktivt ind i kampen mod madspild
-
Næsten ni ud af 10 mener, det er vigtigt, at virksomhederne tager ansvar for at mindske madspild. Dagligvarehandlen giver på den nationale madspildsdag gratis adgang til artikler om madspild
Stigende priser, risikoen for en fødevarekrise og bekymring for konsekvenserne af klimaforandringer har fået halvdelen af danskerne til at smide mindre mad ud. Det viser en ny Epinion-undersøgelse lavet i forbindelse med Danmarks Nationale Madspildsdag den 29. september.
Næsten 9 ud af 10 af danskerne mener, det er vigtigt, at supermarkederne tager ansvar for at mindske madspild, og næsten lige så mange (87 pct.) synes, det er vigtigt, at fødevareproducenterne gør det samme. Til gengæld oplever kun 23 pct., at de har tilstrækkelig viden om, hvilke virksomheder der arbejder aktivt for at mindske madspild.
- Hvis vi skal komme madspild til livs, kræver det en fælles indsats. Forbrugere kan ikke hele tiden forvente hylder fyldt med friske og nye varer, og så skal endnu flere fødevarevirksomheder komme på banen. Vi skal stå sammen på tværs af sektorer og tænke innovativt, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Seks ud af 10 mener, at den enkelte dansker har det største ansvar for at mindske madspildet, men der er også store forventninger til supermarkeder og fødevareindustrien.
Første Wefood åbnet i 2016
Folkekirkens Nødhjælp åbnede i 2016 butikskæden Wefood, der bekæmper madspild ved at sælge varer med beskadiget emballage, forkert mærkning, overskredet holdbarhedsdato og sæsonvarer. Varer, som ingenting fejler, og som traditionelle supermarkeder ofte kasserer.
- Sidste år reddede Wefood 417 tons overskudsvarer takket være gode samarbejdspartnere og de mange frivillige, der driver butikkerne. Men vi kan sagtens tage imod endnu flere varer, og vi håber derfor, at flere supermarkeder og producenter vil samarbejde med os, siger Birgitte Qvist-Sørensen.
En af de største samarbejdspartnere til Wefood er Salling Group, som blandt andet står bag Føtex, Netto og Bilka. Koncernen leverede sidste år 155 tons varer til Wefood.
- Salling Group har i mange år arbejdet på at mindske madspild, og siden 2016 har vi, åbent og transparent - som de første i Danmark - lagt vores madspildsdata frem og rapporteret disse offentligt, siger Henrik Vinther Olesen, Group Vice President; Communication, CSR & Public Affairs, Salling Group.
Dagligvarehandlen markerer national madspildsdag med fri adgang til artikler om madspild
Dagligvarehandlen har i en række artikler op til den nationale madspildsdag beskrevet kampen for at redde maden. Blandt udfordringerne er, at det kræver penge at sælge og distribuere den mad, som ellers ville være gået til spilde.
Her kan du finde link til vores seneste artikler om madspild, som i anledning af den nationale madspildsdag ikke er låst, så alle har mulighed for at hente viden og inspiration.