Slut med krav om bordbestilling

Lovgivning 4. maj 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Den forhadte 30 minutters-regel, der påbød alle at bestille bord på restauranter og barer en halv time før ankomst, er væk fra på torsdag

Fra på torsdag er det ikke længere et krav at bestille bord en halv time før ankomsten til en bar eller et spisested. Det er bare et af resultaterne, efter partierne i går og i nat har forhandlet genåbningsplaner.

Reglen har været meget kritiseret af ikke mindst branchen, repræsenteret af blandt andre Horesta.

Branchen har behov for at komme i gang, og da mange gæster på barer og spisesteder dukker op spontant, hæmmer reglen genåbningen, mener man. Dertil kommer, at mange i branchen ikke har et system til bordbestilling. Det har medført, at nogle aktører har fundet metoder til at omgå kravet om bordbestilling.

I første omgang sagde et rødt flertal nej til at fjerne bookingreglen, efter at branchen havde været indkaldt til et møde i Erhvervsministeriet - men nu er der altså enighed om at fjerne den - og det sker fra torsdag, hvor også det indendørs forsamlingsloft hæves fra 10 til 25.

Der skal dog fortsat vises en maksimalt 72 timer gammel corona-test eller corona-pas med vaccination.

Samtidig bliver det muligt at holde en fest i et selskabslokale med inviterede gæster uden at skulle slutte kl. 23.

Dansk Erhverv er kritisk

Alle elever i folkeskolen kan vende tilbage på fuld tid.

Konferencer og møder med erhvervsmæssige og faglige formål genåbner med krav om coronapas og op til 1000 deltagere i sektioner à 500, hvor deltagerne hovedsageligt sidder ned.

Spillesteder, teatre og biografer genåbner med krav om coronapas og op til 2000 tilskuere i sektioner à 500.

Indendørs idræt og fitnesscentre åbner for personer over 18 år mod fremvisning af coronapas.

I Dansk Erhverv synes man, hastigheden i genåbningen er for langsom i forhold til, hvordan smitteudviklingen ser ud i landet.

Samtidig er Dansk Erhverv stærkt kritisk overfor, at der stilles så stramme krav til store arrangementer i løbet af sommeren.    

- Vi har forståelse for, at der er behov for at gå fornuftigt frem, så vi undgår yderligere nedlukninger. Dog har det vist sig, at smittetallene holder sig nogenlunde i ro, og derfor bliver man også nødt til at udnytte, at der faktisk kan åbnes mere – hurtigere. Ligesom vi bør lempe nogle af de meget tunge krav til virksomhederne – særligt kravet om coronapas i eksempelvis fitnessbranchen. Vi så gerne, at man fremrykkede restriktionsniveauet pr. 21. maj til 6. maj. For hver en dag tæller for virksomhederne, og der er stadig meget vidtgående restriktioner, som f.eks. arealkrav, forsamlingsloft og coronapas, som rammer blandt andet festivaler og lignende store arrangementer rigtig hårdt, siger adm. direktør Brian Mikkelsen.

 

Opdateret 23. sep 2021

Vil du vide mere?