Forsigtig optimisme efter minister-møde om nedsat moms
-
Repræsentanter fra detailbranchen var inviteret til møde hos skatteministeren om differentieret moms. Et 'vigtigt første skridt', lyder en reaktion dagen derpå.
Profiler fra detailhandlen besøgte skatteministeriet for at drøfte differentieret moms, og der udtrykkes forsigtig optimisme efter mødet.
- Vi havde et godt og konstruktivt møde med skatteministeren, som var lydhør over for ønsket om en momsnedsættelse. Han lovede ingenting, men han var personligt sympatisk indstillet over for ønsket om en lavere moms på f.eks. frugt og grønt, fortæller Jannick Nytoft, adm. direktør for DSK.
Mødet ved milepælen
Ifølge Jannick Nytoft kom der ikke så meget konkret ud af mødet med skatteminister Rasmus Stoklund (S), men:
- Regeringen har ikke konkluderet noget endnu, og der er ikke aftalt noget næste skridt. Men for os er det dog en milepæl, at der overhovedet finder et møde sted, hvor der diskuteres lavere moms baseret på en analyse fra skatteministeriet. Så selvom vi kan være langt fra en vedtagelse, så er alene det, at der er en diskussion, et vigtigt første skridt, siger Jannick Nytoft til Dagligvarehandlen.dk.
Høj DK-moms
Direkte adspurgt, hvorfor DSK egentlig arbejder så ihærdigt for at få en lavere moms på f.eks. frugt og grønt, svarer direktøren:
- Vi ønsker billigere fødevarer. Hver gang en dansker køber for 100 kr., går mere end 30 kr. til staten i afgifter og moms. Vi konkurrerer med en tysk fødevaremoms på syv procent og en svensk på 12 procent, siger han.
Gejst og nuancer
Pernille Skipper deltog også i mødet, og ifølge bestyrelsesformanden for Coop a.m.b.a. var der plads til både gejst og nuancer ved minister-mødet.
- Nedsat moms på frugt og grønt kræver selvfølgelig nogle afgrænsninger, og selvom den administrative byrde er til at overse hos dagligvarehandlen, kan man selvfølgelig indrette forslaget, så det bliver noget rigtig bøvl for mange. Og det kan ikke stå alene, hvis der skal spises mere frugt og grønt i de danske køkkener. Alt det fik vi på bordet, fortæller Pernille Skipper i et LinkedIn-opslag.
Gevinst for lavtlønnede
Hun skriver videre: - Men Michael Tilsted (direktør for 365discount, red.) og jeg mener nu stadig, at forslaget er godt. Fordi det vil gavne sundheden og klimaet, og ikke mindst fordi vi kan se på forsøgene foretaget i 365, at det sandsynligvis vil have størst effekt i nogle af de områder i landet, hvor man normalt ikke har de allerhøjeste indkomster. Så vi har aftalt, at vi vil gøre vores for at holde forslaget varmt og ministeren interesseret, lyder det fra Pernille Skipper.
Enig med DSK
Michael Tilsted, kædedirektør 365discount, fik følgende ud af mødet:
- Vi var meget glade for, at ministeren valgte at lytte til os i branchen omkring både fordele og ulemper forbundet med differentieret moms på frugt og grønt. Til mødet oplevede vi en meget lyttende minister, som virkede til at have et oprigtigt ønske om at blive klogere på differentieret moms som tiltag, og vi bakker op om den involverende proces.
- Vi er i 365discount og Coop derfor meget enige med DSK om, at fordelene ved nedsat moms på frugt og grønt til fulde overstiger ulemperne. Og vi mener fortsat, at det er nødvendigt med et tiltag som dette, for at vi for alvor kan få rykket danskernes sundhed i en positiv retning, siger Michael Tilsted.