Seks ud af ti butikker overtrådte aldersgrænser på J-dag
-
Ved 33 kontrolbesøg blev reglerne for aldersgrænser ved salg af alkohol, tobak og nikotin ikke overholdt i 19 butikker på J-dag. Værst ser det ud i København.
Forud for J-dag fredag den 1. november havde Sikkerhedsstyrelsen varslet, at man vil sende unge kontrolkøbere på gaden for at sikre sig, at butikkerne overholdt aldersgrænserne ved salg af alkohol, tobak og nikotin.
De unge kontrollanter besøgte i alt 33 butikker på J-dag i København, Odense og Randers fordelt på supermarkeder, tankstationer, kiosker og specialbutikker.
I 19 tilfælde overtrådte de besøgte butikker reglerne for aldergrænserne, hvilket svarer til 57 pct. af tilfældene, oplyser Sikkerhedsstyrelsen.
Værst så det ud i Købehavn, hvor alle 10 besøgte butikker overtrådte reglerne. De besøgte butikker i Odense var ikke meget bedre. Her var der overtrædelser i otte ud af 10 besøg. Butikkerne i Randers var klar duks. Her var der blot en butik, der overtrådte aldersgrænse-reglerne ved de 13 besøg i byen.
Bekymring hos Sikkerhedsstyrelsen
- Tallene giver anledning til bekymring. Selv om vi har kørt den her form for kontrol i et stykke tid nu, virker det ikke, som om alle butikker har fået styr på reglerne. Det er bekymrende, at så mange butikker på en aften som J-dag bryder loven, siger Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Ordningen med unge kontrollanter har fungeret siden 1. juli i år og mødt stor kritik fra store dele af dagligvarehandlen, som kalder brugen for 'børneagenter'. Frem til 25. oktober var der udført 950 tilsyn og konstateret 331 overtrædelser.
Gennemfører en butik et ulovligt salg af alkohol til en mindreårig vil bødeindstillingen første gang være 10.000 kr. For ulovlig salg af tobak, tobakssurrogater, e-cigaretter eller urtebaserede rygeprodukter til en mindreårig lyder bødeindstillingen i førstegangstilfælde på 25.000 kr.