Regel om bordbestilling kritiseres før genåbning

Lovgivning 19. apr 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Partier vil have skrottet 30 minutters regel før genåbning af indendørs servering  

Skrevet af: Søren Tougaard

Mange danskere ser frem til igen at nyde et godt måltid på landets restauranter og cafeer, der får mulighed for at åbne for indendørsservering fra onsdag den 21. april. 

En regel skaber dog unødig meget bøvl og besvær for kunder og branchen, mener flere borgerlige partier.

Erhvervsministeriet udsendte søndag retningslinjer for genåbningen af spisesteder. For indendørsservering betyder det, at der både vil være krav om et coronapas og et midlertidigt krav om reservation mindst 30 minutter før ankomst.  

Det er en regel, som Nye Borgerliges sundhedsordfører Lars Boje Mathiesen kalder "idioti". 

Også De Konservative langer ud efter reglen om reservation før ankomst. 

- Det er totalt virkelighedsfjernt. Det er for langt fra, hvordan tingene fungerer i virkeligheden. Vi skal passe på, at der ikke hver gang kommer en masse benspænd og urimelig tolkning. Vi er enige om, at det er klogt at have bordbestilling. Men det skal fungere ordentligt, siger partiets erhvervsordfører Mona Juul til Ekstra Bladet

Glæde på ministerkontoret

Alt i mens der er pres på for at få ændret reservationsregel, glæder erhvervsminister Simon Kollerup sig over, at genåbningen af erhvervet snart bliver muligt. 

- Det er danskernes imponerende indsats, der nu gør, at vi kan åbne endnu mere op for dansk erhvervsliv, end hvad vi først havde planlagt. Det er helt afgørende for serveringsstederne, der har set frem til igen at kunne byde kunder velkommen både indenfor og udenfor i solen. Det skaber liv i gågaden, sender flere danskere tilbage på arbejde og får hjulene i dansk økonomi til at rulle igen, siger ministeren i en pressemeddelelse. 

 

 

 

Opdateret 19. apr 2021