Ny EU-lov sikrer pant på tyske dåser i grænsehandlen
-
Fra 2029 skal der opkræves pant på tyske dåser og flasker i grænsehandlen. Dansk Erhverv og DSK presser på for hurtigere implementering.
Efter et kompliceret forhandlingsforløb om den nye emballageforordning har EU-parlamentet netop vedtaget nye regler. Det betyder en stor ændring for miljøet og den danske detailhandel.
Fra 2029 skal der således opkræves pant i medlemslandene, herunder også på tyske dåser og flasker i grænsehandlen. Dansk Erhverv er positive over, at de nye EU-regler snart falder på plads, men vil samtidig presse på for hurtigst mulig implementering.
- De nye regler har kæmpe betydning, og vi vil presse på for, at efterlevelsen sker hurtigst muligt. Der er dog lang tid til 2029, og det er vigtigt for både miljø, samt fair og lige konkurrencevilkår, at der kommer pant på tyske dåser – og gerne hurtigere end 2029, siger Henrik Hyltoft, der er vicedirektør i Dansk Erhverv.
Samme regler som for danske butikker
Udsigten til, at de tyske grænsehandelsbutikker om fem år ikke længere kan sælge pantfri dåser til danskerne, vækker glæde hos den danske miljøminister Magnus Heunicke:
- Vi har kæmpet i tyve år for at få pant på tyske dåser og for at få løst problemet med, at pantfri dåser fra tyske grænsehandelsbutikker ender i den danske natur. Med emballageforordningen slås det fuldstændig fast, at der skal opkræves pant i Tyskland uanset, hvor dåserne sælges og hvem de sælges til. Grænsehandelsbutikkerne skal nu følge de samme regler som alle andre butikker. Det er en sejr for os, men det er i særdeleshed en sejr for den danske natur, siger han i en pressemeddelelse.
Uklarhed i den praktiske løsning
På trods af optimismen om kravet fra EU, er der dog fortsat uklarheder i forhold til den praktiske løsning, herunder de krav der kommer til at gælde for indsamlingen af pant på tværs af EU-landene.
Dansk Erhverv vil derfor fortsætte dialogen med myndighederne. I dag kommer mindst 650 millioner dåser uden til pant Danmark hvert år.
- Det er nødvendigt fortsat at presse på for at finde en god og hurtig løsning. Rigtig mange danskere køber pantfrie øl og sodavand, når de grænsehandler, og de tyske grænsehandelsbutikker har i årevis omgået det tyske pantsystem. Det betyder bl.a, at de pantfrie dåser i væsentlig mindre grad genanvendes, hvilket er til skade for både klima og miljø samt skaber ulige og urimelige fordele for de tyske grænsebutikker, siger Henrik Hyltoft.
I en kommentar til den nye lov siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, at det er en sejr for miljøet og danske arbejdspladser:
- Der er dog længe til 2029, så ideelt set bør de danske og tyske myndigheder enes om en hurtigere ikrafttræden i det naboskabs ånd.
Foruden pant kommer emballageforordningen også til at betyde store forandringer for forbud og krav ved brug af take-away-emballage samt nye genbrugs- og reduktionsmål for særlig plastemballage. F.eks. forbydes plastikemballage til indpakning af frugt og grønt fra 2030, hvis plastikken ikke beskytter varen og forlænger holdbarheden.
Den nye emballageforordning forventes at træde i kraft i 2026.