Dansk minister: Tyskere er velkomne med egen pantstationer i Danmark

Miljø 13. mar 2024 -
This describes the image
Foto: Flemming Effersøe
  • Striden om pant på dåser og flasker i grænsehandelsbutikker får tyske politikere til at advare om danske krav

På fredag skal EU’s råd for medlemslandenes miljøministre behandle et forslag til en ny emballageforordning – herunder også pant på dåser og flasker.  

Målet er at gøre det muligt for borgere i EU at få pant retur tæt på egen bopæl og uanset, hvor dåserne og flaskerne er købt i EU. Den model tror den danske regering ikke på vil være realistisk foreløbigt.

Samtidig er omkring 3000 arbejdspladser hos grænsebutikkerne og deres leverandører ifølge Flensborg Avis potentielt i spil, hvis Danmark via EUs såkaldte emballageforordning får held til at indføre pant på dåser solgt til danskere. 

Hvis denne pant ikke kan refunderes i Danmark, men kun syd for grænsen, kan det få betydelige konsekvenser for danskerne købelyst, hvad der får tyske politikere i grænselandet over en bred front til at reagere. 

Sydslesvigsk Vælgerforening forbundsdagsmedlem Stefan Seidler har sammen med toppolitikere fra De Grønne og CDU skrevet til den tyske miljøminister, Steffi Lemke (De Grønne) og advaret mod konsekvenserne af et dansk krav om pant uden mulighed for at få pengene retur andre steder end i Tyskland.

Den danske miljøminister Magnus Heunicke siger til Finans.dk i forbindelse med EU-forhandlingerne, at en løsning på pantstriden kunne være ligesom med Sverige, hvor danske kunder får deres pantretur, når de tager flasker og dåser med tilbage til Sverige, hvor de er købt med svensk pantmærke.

Miljøministeren har dog ikke noget i mod, at man fra tysk opstiller nogle pantstationer i Danmark.

Til gengæld ser regeringen ikke et fælles pantsystem i EU for øl og sodavand som realistisk.

Forhandlingerne om EU’s samlede emballageforordning omfatter ifølge ministeren meget andet end dåsepant og er derfor komplekst med mange interesser på spil. Derfor tror han ikke på et krav om en fælles pantløsning i EU.

Skævvrider konkurrencen

Både Dansk Erhverv og De Samvirkende Købmænd kæmper for at få strømmen af tyske dåser og flasker ud af det danske marked, da det både skævvrider konkurrencen og rammer miljøet.

-  Tyskerne må gerne opstille pantstationer i Danmark, hvis de vil betale for det. Men det har intet at gøre med danske butikker. Danske købmænd kan naturligvis ikke pålægges omkostninger til automater, løn og husleje mv., fordi tyske butikker ikke gider følge samme regler som alle andre tyske butikker, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, DSK.

Det siger han med henvisning til en særregel, som gør det muligt for grænsehandelsbutikker at undlade at opkræve tysk pant ved salg til danskere, der har udfyldt en såkaldt eksporterklæring.

-  Når danskerne køber drikkevarer i Sverige, indløses panten også i Sverige. Så mon ikke danskerne kan have dåserne med til Tyskland, når de næste gang handler, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Opdateret 14. mar 2024