Dagligvarehandlen slipper for corona-restriktioner
-
Regeringen vil genindføre krav om fremvisning af coronapas på blandt andet restauranter, natklubber og diskoteker
På et pressemøde i aftes lagde statsminister Mette Frederiksen op til at genindføre coronapasset for at bremse en stærk stigning i smittetallet og indlæggelser på sygehusene.
Det er især de ikke vaccinerede, som nu fylder i statistikken. Og statsministeren kom med en stærk opfordring til, at alle tager imod tilbuddet om vaccination, så samfundet fortsat kan holdes åbent.
Hvis det står til regeringen, bliver coronapasset genindført på restauranter, partybusser, cafeer og natklubber samt en række andre steder. Take-away er undtaget.
Der skal også fremvises coronapas ved blandt andet større arrangementer, hvis der er mere end 200 deltagere indendørs og 2.000 udendørs. Det kan være koncerter eller fodboldkampe.
I første omgang kan dagligvarehandlen altså fortsætte som hidtil uden de kendte restriktioner som håndsprit, afstand og mundbind. Ikke desto mindre viser en rundspørge, som Dagligvarehandlen har foretaget hos de store kæder, at der er masser af mundbind og håndsprit, som er klar til en skærpet coronasituation.
- Vi skal nok sørge for, at der er mundbind nok til, at den efterspørgsel, der må komme. Danskerne er ikke gået forgæves efter mundbind hos os under covid-19, og det kommer de heller ikke til, hvis efterspørgslen pludselig tager fart, lød det i går fra presseansvarlig Jacob Krogsgaard Nielsen, Salling Group.
Han tilføjede, at Salling Group med kæderne Bilka, Føtex og Netto har noteret sig, at salget af håndsprit og sæbe falder, hvad der måske kan tyde på, at de gode vaner omkring hygiejne ikke fylder nær så meget, som myndighederne anbefaler og henstiller til.
Folketingets epidemiudvalg skal i dag tage stilling til regeringens indstilling til at genindføre coronapasset, som sker på baggrund af en anbefaling fra Epidemikommissionen.
For at få et gyldigt coronapas skal man som tidligere have en negativ test, være vaccineret eller have været smittet.
Men der er lagt op til ændringer for tidligere smittede, så coronapasset fremover kun vil være gyldigt seks måneder efter den positive prøve. Det har hidtil været 12 måneder.
Derudover er der lagt op til, at kun børn under 15 år vil være fritaget for at skulle fremvise coronapas. Det var tidligere 16 år.
Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på pressemødet mandag aften.
Pressemødet kom efter, at coronasmitten er eskaleret den senere tid. Især på den københavnske Vestegn Albertslund, Ishøj, Brøndby og Glostrup samt i Amager-kommunerne Dragør og Tårnby.
Den 5. november lå incidenstallet på over 500 i alle seks kommuner med Albertslund helt i top med et incidenstal på næsten 700 per 100.000 indbyggere.
Den tiltagende coronasmitte overalt i samfundet fik søndag aften statsminister Mette Frederiksen til at slå følgende besked op på Facebook: "...Sygdommen begynder igen at få mere alvorlig betydning for vores samfund og sundhedsvæsen. Derfor forventer jeg også, at det bliver nødvendigt med initiativer, der kan bryde smittekæder”.