Rema 1000 indfører coronapas på centrallageret

Reitan 8. nov 2021 -
This describes the image
Foto: Rema 1000
  • Stigende smitte blandt medarbejdere på discountkædens centrallager i Horsens får nu virksomheden til at kræve coronapas 

Skrevet af: Søren Tougaard

Coronasmitten er vendt tilbage på fuld tryk mange steder i samfundet, hvor antallet af smittede i flere dage har været over 2000 personer. 

På Rema 1000' centrallager i Horsens er ti personer blevet bekræftet smittet med covid-19 i sidste uge, og det har fået virksomheden til at kræve gyldigt coronapas blandt medarbejderne. 

Kravet er trådt i kraft i weekenden og gælder for de ca. 1000 medarbejdere, der arbejder på lageret, i kantinen eller som administrative medarbejdere.  

- Smitten stiger på vores centrallager i Horsens. For at passe på hinanden og sikre forsyning til butikkerne, har vi besluttet, at alle, der arbejder på vores Horsens-lager skal kunne vise gyldigt coronapas den kommende tid, det vil sige være testet /vaccineret /have immunitet, skriver Jonas Schrøder, kommunikationschef hos Rema 1000 Danmark på Twitter. 

Ifølge Jonas Schrøder er tiltaget blevet taget vel imod af de ansatte. 

 

Opdateret 8. nov 2021