Ung butikschef i Nordjyllands største Lidl: Næste mål er distriktschef
- Vi har travlt på grund af fødselsdagstilbuddene, det er svært at følge med, siger butikschef Søren Steg med en undskyldende latter, da jeg møder ham i hans nye butik på K. Christensens Vej i Aalborg.
Han har været i gang som butikschef i Lidls største butik i Nordjylland siden 1. september; og som om det ikke er nok at skulle finde sig til rette i en butik med et salgsareal på 1300 kvm, så har Lidl i disse uger også travlt med at fejre 14-års fødselsdag.
Det betyder et leben af mennesker dagen igennem og travlhed for at nå at fylde varer op. Derfor er der også kaldt ekstramandskab på arbejde i de mest pressede perioder.
Men 27-årige Søren Steg trives med ansvaret og er omstillingsparat. Han er en af de mange unge, som har set mulighederne for at drive det vidt i detailhandlen.
- Det var ikke én bestemt ting, der fik mig til at vælge dagligvarebranchen. Det er en kombination af gode oplevelser, gode chefer og mulighederne for at udvikle mig. Der er en benhård konkurrence i branchen, og jeg er stort konkurrencemenneske. Hvis man kan lide det, er der masser af muligheder for at komme langt, siger den tidligere konkurrencesvømmer.
Fra salgsleder til storbutikschef
Søren Steg tog ikke den traditionelle vej ind i faget med en uddannelse inden for handel. Han startede i Lidl som 23-årig efter at have taget en akademisk uddannelse.
- Mens jeg læste erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet, arbejdede jeg i Kiwi og havde lukkevagter der. Men jeg var træt af studiet, og jeg ville gerne hjem til Herning. Og så lå butik lige til højrebenet, siger han.
Som 15-årig fik han arbejde i Bilka og fortsatte der, efter han fyldte 18 år, så det har ikke været ukendt farvand for den unge butikschef.
- Det var tilfældigt, det blev Lidl, men jeg blev grebet af måden, hvorpå man udvikler folk i Lidl. Hvis man præsterer godt, skal man nok komme opad. Noget af det, jeg godt kan lide ved Lidl, er, at der er så stort fokus på udvikling. Der blev lavet en udviklingsplan for mig, allerede da jeg blev ansat, fortæller Søren Steg.
Han kom til Aalborg-butikken fra en tilsvarende stilling i Lidl i Brønderslev.
- Jeg var butikschef i Brønderslev i knap et år, da stillingen blev ledig her i Aalborg. Salgschefen tog kontakt og prikkede mig på skulderen. Det er stort at avancere så meget i hierarkiet så hurtigt. Men det var også vemodigt at skulle forlade Brønderslev. Man opbygger nogle rutiner og en dagligdag med mennesker; men det skal jeg jo så også bare gøre her nu, siger han.
Vil være distrikschef
Udviklingsplanen, der blev lagt for Søren Steg, betød, at han hurtigt rykkede fra sin første Lidl-stilling som salgsleder til souschef og videre til butikschef. Men ambitionerne stopper ikke der.
- Min ambition er at blive distriktschef. Det er et konkret mål og det, jeg arbejder henimod i min udviklingsplan, siger han.
Hvordan har Lidl klædt dig på til at lede?
- Jeg har været igennem alle ledelsesforløbene både som souschef og butikschef. Det har givet mig redskaber til at lede og strukturere arbejdet. Jeg lærer meget ved at komme ud på dybt vand og få nye udfordringer, jeg ikke kender i forvejen. Og jeg synes, det er fedt, fordi jeg ved, jeg har folk omkring mig og chefer, der bakker op. F.eks. fik jeg som souschef lov til at stå for timeplanlægning for at udvikle mig – selvom det er butikschefens ansvar.
Søren Steg har kun roser til Lidl for at gøre så meget ud af medarbejderudvikling; men han ser gerne, at det bliver et fokusområde for kæderne generelt og på uddannelsesstederne. Det kan få flere til at vælge branchen til i stedet for at gå den efterhånden forventede vej på universitetet.
- Man får brede kompetencer af at arbejde i dagligvarebranchen, og dygtiggørelse betyder meget. F.eks. min lederuddannelse - jeg har pludselig meget vide muligheder, ikke kun inden for dagligvarebranchen, men ledelse i det hele taget, siger han.
"Jeg bliver så stolt"
Den 27-årige butikschef er også sit eget ansvar meget bevidst.
- Hvis man som leder i branchen bliver bedre til at forklare mulighederne for, hvad man kan føre det til, tror jeg, det bliver lettere at fastholde ungarbejderne. Det havde jeg succes med i Brønderslev. Det gælder om at få motiveret dem, give dem ansvar, siger Søren Steg og tilføjer:
- Gode kolleger og en god chef gør meget.
Han mener, den enkelte butikschef er den nærmeste til at spotte unge talenter, der kan drive det videre. En holdning, han deler med mange jævnaldrende konkolleger, som for ikke så mange år siden var ungarbejdere i en dagligvarebutik.
Og der er en bestemt type, det er værd at holde øje med, hvis man vil skabe opmærksomhed om, at et job i butik faktisk er en glimrende karrierevej.
- Det er meget vigtigt at understrege, at det er ekstremt konkurrencepræget at arbejde i dagligvarebranchen. Derfor skal man have konkurrencemennesker, der stræber efter det bedste. Men der er ikke nok oplysning om, hvordan det kan blive en karriere. For det er der rigtig mange, der ikke ved, er Søren Stegs erfaring.
Han vurderer også, at hvis man kan klare sig i så konkurrencepræget et miljø som dagligvarebranchen, kan man klare sig snart sagt hvor som helst. Den pointe er det vigtigt at få bredt ud, såvel som den, at arbejdet indeholder meget andet end at sidde ved kassen.
Det er også pointer, Søren Steg arbejder energisk med for at gøre sine medarbejdere bedre.
- Når jeg ser udviklingen hos mine medarbejdere, ser dem udvikle sig og vokse med ansvaret, bliver jeg så stolt.
Unge købmænd i tale
Dagligvarebranchen er under forandring – flere handler på nettet, der er flere ældre end unge på arbejdsmarkedet, og det er svært at rekruttere. Derfor går Dansk Handelsblad de unge købmænd i bedene for at finde ud af, hvad der får dem til at vælge den karrierevej – og hvad der skal til for at sikre, der også er købmænd i fremtiden.