Allerød får sin første tobaks- og nikotinfrie dagligvarebutik
-
Lidl åbnede i 2023 deres første tobaks- og nikotinfrie butik. Nu slår de dørene op til en spritny en af slagsen i Allerød.
Når borgerne i Allerød fremover skal handle ind til aftensmaden i Lidl, bliver det uden mulighed for at købe cigaretter og snus. Butikken bliver nemlig den første i Allerød, som ikke sælger tobaks- og nikotinprodukter.
Byens foretrukne dagligvarebutik
Den 24. oktober bliver dørene slået op på Allerød Stationsvej, og butikschefen Oli Spendrup ser frem til åbningen.
- Jeg glæder mig til at skabe en butik, der bringer noget nyt til byen som for eksempel vores populære lande-temaer, hvor vi ugentligt har konkurrencedygtige priser på specialiteter fra udvalgte lande, siger han.
Oli Spendrup kommer fra en stilling som butikschef på Østerbro. Han er dog opvokset i Hillerød, så han har godt kendskab til nærmiljøet og ser netop det lokale som et mål for den nye Allerød-butik.
- Vores mål er at blive byens foretrukne dagligvarebutik, der aktivt deltager i det lokale liv, lyder det fra butikschefen.
En del af større indsats
Selvom det er Allerøds første tobaks- og nikotinfrie dagligvarebutik, er det langt fra Lidls første.
Kæden har nemlig meldt ud, at de vil stoppe al salg af tobak og nikotin i deres butikker inden udgangen af 2028. Initiativet er et skridt på vejen mod en røgfri fremtid, og en del af Lidls sundhedsdagsorden. Det betyder også, at alle nye Lidl-butikker vil være tobaks- og nikotinfrie fra starten af.
I maj 2023 åbnede således den første tobaksfrie dagligvarebutik i Hjørring, og et lille år efter åbnede Lidl i Kastrup dørene til Sjællands første tobaksfrie dagligvarebutik. Siden da er der kommet flere til - alle uden tobak og nikotin.
At butikken i Allerød bliver byens første uden salg af tobak og nikotin er kun noget, der glæder den kommende butikschef.
- Som byens første tobaks- og nikotinfrie butik vil vi gerne bidrage til et sundere lokalsamfund. I Lidl er ansvarlighed og lokalt engagement helt afgørende, og det vil borgerne også kunne mærke, når de besøger Lidl i Allerød, lyder det fra Oli Spendrup.
Butikken åbner torsdag d. 24. oktober og holder åbent mandag til søndag fra 7-21:30.