Tøj til discountkæder produceres til 1,5 kr. i timen

Lidl 4. mar 2019 -
This describes the image
Foto: Colourbox

De møder før tiden, kan ikke nå at gå på toilet og har ikke råd til at skifte job. Alligevel tjener de ikke nok til at dække de mest basale udgifter.

Sådan er livet for tekstilarbejdere i Myanmar, viser en ny undersøgelse fra Danwatch.

Tekstilarbejderne producerer tøj på fabrikker, der blandt andet leverer varer til Lidl, Aldi, Bestseller og Adidas.

De arbejder ifølge undersøgelsen under et pres, som eksperter i arbejdsmiljø kalder helt urimeligt. Det indebærer blandt andet, at de nogle gange må møde tidligere eller arbejde i frokostpausen, som er dagens eneste pause, for at nå målsætningerne.

Både på fabrikken, der leverer til Adidas, og fabrikken, der leverer til de to discountkæder, har der i løbet af det seneste halve år været sager med fagforeningsfolk og fagforeningsledere, der er blevet pludseligt fyret.

Selv om lønnen i Myanmar er den laveste i regionen, er mange tekstilarbejdere ansat som praktikanter eller lærlinge de første måneder, og det betyder, at de får ned til 1,5 kr. i timen.

- Jeg har svært ved at dække husleje og mad for min løn, men jeg tjener jo også kun halvdelen af, hvad de andre får, siger 23-årige Chesa.

Hun har arbejdet fem måneder på en fabrik, der laver tøj til Aldi og Lidl. Hun bor sammen med tre andre syersker i ét rum i et træskur nær fabrikken, og huslejen alene æder omtrent halvdelen af hendes løn.

Skifter hun job, skal hun begynde forfra som praktikant med den lave løn.

Danwatch har sammen med en række mediepartnere talt med 14 arbejdere fra tre fabrikker, og stort set alle siger, at de ikke kan gå på toilettet i arbejdstiden, fordi deres produktionskrav er så høje.

Flere medarbejdere hævder, at de skal graviditetstestes, før de ansættes.

I dialog med fabrikkerne

Både Aldi og Lidl skriver til Danwatch, at tager undersøgelsen ”meget alvorligt”. Begge kæder siger, de har haft møder med medarbejdere og arbejdsgivere fra fabrikken efter Danwatch’s afsløringer.

CSR-chef Katrine Milman, Aldi, siger til Danwatch, at koncernen ikke kan bestemme, hvad et lands mindsteløn skal være. Hun pointerer, at den pågældende fabrik med en bonus betaler mere, end lovgivningen tilsiger. Den bonus er indregnet i de 1,5 kr.

Kommunikationschef i Lidl Danmark Morten Vestberg understreger, at Lidl er en del af Partnership for Sustainable Textiles, som arbejder på løsninger for, at virksomheder betaler løn og andre typer ydelser, der dækker leveomkostningerne.

- Jeg vil først og fremmest gerne understrege, at Lidl kun accepterer brug af lærlinge og praktikanter, hvis den berørte fabrik lever op til det pågældende lands love og regler eller til ILO og FN’s konventioner. Vi er opmærksomme på emnet, og vi er i dialog med vores samarbejdspartnere om sagen, skriver Morten Vestberg i en mail til Danwatch.

Undersøgelsen er foretaget af Danwatch i samarbejde med to burmesiske medier Myanmar Now og Frontier Myanmar samt tyske Der Spiegel.

Læs mere om undersøgelsen og reaktionerne fra Lidl og Aldi

Opdateret 10. nov 2020