Nu sigter Lidl mod New York
Den første af adskillige bølger af åbninger på Long Island!
Sådan karakteriserer den tyskbaserede discountkæde Lidl selv den næste fase af sit forsøg på at indtage USA - eller i hvert fald dele af Donald Trumps eget land.
I en pressemeddelelse udsendt 30. april redegør kæden for, hvordan den fra begyndelsen af 2020 åbner i første omgang fire nye butikker lige i nabolaget til den største by på Østkysten, selveste New York. Det er opkøbet i vinter af den lokale kæde, Best Market med 27 butikker, der kommer til at udgøre hovedstammen i Lidls nye fremstød. 24 af dem ligger på Long Island.
- Vi er glade for snart at kunne bringe Lidls unikke og friske tilgang til dagligvarehandel til Long Island. Vores nye butikker vil give kunderne mulighed for at spare tid og penge med en enkelt og effektiv indkøbsoplevelse. Vi ser også frem til at kunne fejre åbningerne med mange velkendte ansigter fra de lokale Best Market-hold, siger Lidls USA-topchef, Johannes Fieber.
To år - 65 butikker
Hovedparten af storbyen New Yorks indbyggere bor angiveligt på Long Island, men det ser umiddelbart ud til at være en mere forstadsagtig del af øen Long Island, der kommer til at rumme de nye Lidl-butikker.
Branche-nyhedstjenesten Supermarket News bemærker, at der kommer til at gå et års tid fra erhvervelsen af Best Market-butikkerne til åbningerne. Det tyder på, at Lidl vil være velforberedt med hensyn til sortiment og indretning - elementer, der tidligere har voldt problemer for kæden i USA.
Der er snart gået to år siden Lidl åbnede de første butikker i landet, og både Lidl og amerikanerne havde store forventninger til, hvad det ville gøre ved markedet. Undersøgelser viste, at Lidls ankomst sænkede prisniveauet markant på forskellige varer i andre kæder i området.
Men Lidl har slet ikke ramt sine egne forventninger til ekspansionstempoet med de første 100 butikker på et år. Kæden har aktuelt 65 butikker i ni stater på Østkysten.
Som i andre dele af kædens top er der blevet skiftet grundigt ud i Lidls USA-ledelse med en ny adm. direktør, Johannes Fieber, der tidligere har styret Lidl i Sverige, og en ny bestyrelsesformand med en fortid i ærkerivalen Aldis top.