Lidls nye city-koncept i to etager

Lidl 30. sep 2019 -
This describes the image
lidl frankfurt metropol Foto: Lidl

Hvad gør man som discountkæde, når man vil ind i storbyerne nær centrum, hvor kvadratmeterne er dyre - og parkeringspladserne få?

Ja, i tyske Frankfurt har discountgiganten Lidl fundet en ny løsning på flere af de problematikker i ét hug.

19. september åbnede Lidl ifølge Lebensmittel Zeitung en ny butik på den samme plads i byens Niederrad-kvarter, hvor man halvandet år tidligere havde fjernet en gammel butik på 800 kvm.

Den nye er mere end dobbelt så stor - 1800 kvm - og selve butikken ligger på første sal med en rulletrappeforbindelse ned til en parkeringsplads med over 100 af de i byen så eftertragtede p-pladser.

Med brede gange, hele otte kasser, 45 medarbejdere og 3800 varenumre er den nye butik udrustet til at levere en høj omsætning.

Ifølge det tyske brancheblad er der skaffet ekstraplads til det friskbagte brød samt frugt og grønt-afdelingen.

City-koncept i Danmark

Det er efterhånden nogle år siden, at Lidl forlod den standard- butiksmodel, som blandt andet kædens første butikker i Danmark blev bygget efter fra 2005 og nogle år frem. Til Lebensmittel Zeitung siger ejendomsdirektør i Lidl Dirk Brunner, at man kan forvente større variation i kædens nye butikker - alt efter stedet:

- Vi har koncepter for enhver form for placering. Også i Danmark kan man forvente at se et nyt city- koncept i en nær fremtid, men det er uklart, hvor tæt det kommer til at ligge på den nye Frankfurt-butik.

Opdateret 10. nov 2020