Lidls elever skal styre to butikker
Uge 2 står i elevernes tegn, når Lidls 2. årselever tager styringen i en butik i henholdsvis Odense og Solrød.Opgaven med at drive butikkerne er en vigtig del af deres uddannelse mod at blive de fremtidige ledere i Lidl, skriver Lidl i en pressemeddelelse.
I løbet af ugen sættes elevernes evner og overblik på prøve, mens de afprøver alt de har lært i praksis.
- Vi ved, at vores elever både kan og vil tage ansvar, for det er bl.a. på det grundlag, de er blevet ansat. Derfor er det vigtigt for os, at vi som en del af vores elevers uddannelse giver dem en reel chance for at vise, hvad de kan, når de har det fulde ansvar for at skabe de gode kundeoplevelser, der gør, at vores kunder kommer igen, siger HR-chef for Lidl, Sine Dolberg.
Projektet kommer også kunderne til gode. Således er der ekstraordinære tilbud ugen ud i de to butikker.
- Kunderne er vores bedste og mest troværdige kilde til ris og ros. Vi vil derfor gerne invitere alle, der har lyst, til at besøge butikkerne, til at benytte sig af tilbuddene og evt. komme med et godt råd eller to til vores dygtige elever og undervisere. Lidl er til for vores kunder og vi vil fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at uddanne det bedste butikspersonale til fremtiden, siger Sine Dolberg.
Det er ottende år i træk, at eleverne i udvalgte butikker overtager styringen for en uge.