Lidl vokser 9 pct. i Sverige - før corona
Efter at danske Netto har forladt Sverige, er den internationale gigant Lidl den eneste discountkæde, der er tilbage i nabolandet.
Og Lidl fortsætter væksten gennem en ekspansion, der meget snart fører til, at kæden når en milepæl på 200 butikker i Sverige.
For nylig åbnede Lidl nummer 197 i Arninge lidt nord for Stockholm. Men den betydelige ekspansionsiver har også sat sit spor i det seneste årsregnskab, som omfatter de 12 måneder til og med februar måned i år - altså lige før coronakrisen satte ind.
Modsat her i landet offentliggør Lidl Sverige både omsætning og resultat. Med næsten en mia. svenske kr. - 8,8 pct. - slog omsætningsvæksten markedets klart. 11,8 mia. svenske kr. svarer til 8,4 mia. kr.
Til gengæld måtte Lidl Sverige igen notere sig et mindre minus på bundlinjen på 68 mio. svenske kr., svarende til 49 mio. kr.
- Vi fortsætter med at vokse og tage markedsandele. Vi satser for fremtiden. For at kunne vokse videre behøver vi at investere i vores infrastruktur, noget som sætter spor i resultatet for en tid, siger Lidls svenske topchef, Johan Augustsson i en pressemeddelelse.
I de første mange år i nabolandet kørte den internationale discountgigant med store underskud.
Lidl åbnede i regnskabsåret 2019-20 nyt hovedkontor og sit tredje lager i Sverige, hvor kæden har været siden 2003, og desuden voksede antallet af butikker med 14. Et fjerde lager er på tegnebrættet.