Lidl vil være mere kendt på de bløde værdier

Lidl 10. dec 2018 -
This describes the image
Foto: Lidl

Når medierne kaster sig over Lidl, er der fokus på ekspansion, investeringer og omsætning. Sådan oplever kædens direktør gennem de seneste to år, Dirk Fust, det i hvert fald.

Han vil gerne have, at Lidl var mere kendt for sin CSR-politik.

Kædens ledelse møder mange fordomme om Lidl som en ”tysk discountgigant” med tyske varer, men ifølge Dirk Fust er Lidl Danmark selvkørende og meget mere dansk.

- Selvfølgelig har vi vores hovedkontor i Tyskland i ryggen, og derfra lægges de overordnede rammer for Lidl. Men vi tager selv beslutninger om eksempelvis vores sortiment, og hvor vi vil åbne nye butikker, siger Dirk Fust.

Han har netop rundet 40 år og kom fra Tyskland til Lidl Danmark som direktør i sommeren 2016. Siden er han flyttet til Aarhus med sin hustru og to børn. Interviewet foregår på dansk - uden de store udfordringer for den tyske direktør.

- Vi får dog hele tiden flere tilhængere og færre, der ”hader” os. De, der ikke kan lide Lidl, har ofte slet ikke været i vores butikker, siger Dirk Fust.

I det for nyligt offentliggjorte BrancheIndex Dagligvarer fra Loyalty Group lå Lidl på en andenplads og haler ind på Rema 1000, der ligger i toppen. Lidl vinder blandt andet på kundernes opfattelse af produktkvaliteten, hvilket glæder direktøren.

Lavt madspild og grønne butikker

Rigtigt mange af Lidls fødevarer er danske. Senest har kæden præsenteret et samarbejde mellem Lidl, Michelin-kokken Wassim og en lang række små danske fødevareproducenter.

- Flere gange om året er der en messe i Tyskland, hvor Lidl i de forskellige lande præsenterer deres udvalg af produkter. Der kan vi vælge varer. Vi bliver aldrig pålagt et sortiment. På samme måde som vi har direkte kontakt med vores danske leverandører, har de andre Lidl-afdelinger også kontakt med deres. Det er altså de lokale indkøbsafdelinger, der sikrer varernes kvalitet ved eksempelvis at have den direkte kontakt til landmanden, siger Dirk Fust.

Han tilføjer, at fordelen ved at være en international virksomhed af Lidls størrelse er, at kæden ikke er afhængig af agenter, der skal sige god for en vare andre steder i verden. - Vi har et stort kontor i Hong Kong, hvorfra vores køb af varer i Asien bliver kontrolleret for blandt andet kemi og kvalitet, ligesom vi sikrer os, at arbejdsforholdene er i orden, fortæller Dirk Fust og tilføjer, at kæden gerne vil være bedre til at fortælle om eksempelvis sit engagement i at nedbringe madspild.

- Vi vil også gerne fortælle mere om vores plastikstrategi og vores stadig større sortiment af varer med ansvarlige mærker. Vi har også Europas grønneste butik, vores butik i Valby, og vi har en ny butik på vej, der er endnu mere grøn, siger Dirk Fust.

Opdateret 10. nov 2020