Lidl vil være klimaneutral i 2020

Lidl 20. dec 2019 -
This describes the image
Foto: Dirk Fust
Skrevet af: Søren Tougaard

I 2020 vil Lidl neutralisere al deres udledning af CO2, der stammer fra kædens forbrug af energi og egne aktiviteter.

Således vil CO2-udledning fra både varme, elforbrug og firmabiler blive kompenseret 100 pct.

Det løfter dagligvarekæden nu sløret for i sin CSR-strategi på klimaområdet for de kommende år.

Lidls 2020-målsætning skal nås via en række initiativer.

F.eks. øges andelen af egenproduceret energi fra solceller, ligesom Lidl Danmark også vil øge investeringer i mere energieffektive butikker, købe mere grøn strøm og tage et opgør med afbrænding af olie og benzin på alle niveauer i Lidls organisation.

Størstedelen af virksomhedens eget CO2 kommer i dag fra kædens strømforbrug. Og det er særligt her, der er stort potentiale for at skære ned for Lidl.

Derfor vil kæden også udbygge sin egen installation af eksempelvis solceller, have 100 pct. LED-lys i butiksarealer og fremme andre CO2-besparende initiativer i butikkerne som intelligent overvågning af energiforbruget.

- Jeg mener, at vi i Lidl har en forpligtigelse til at drive en ansvarlig forretning – på alle områder – også på klimaområdet. Derfor skal vi gå forrest. Klimaforandringer påvirker os alle, og i Lidl vil vi være med til at gøre en forskel. Derfor skal Lidl, allerede fra 2020, kompensere 100 pct. for vores CO2-udledning, siger adm. direktør i Lidl, Dirk Fust.

Langt fra i mål

Han erkender, at det er et stort arbejde, Lidl har foran sig.

Det næste skridt i Lidls CSR-strategi er at se nærmere på, hvordan kæden bekæmper den CO2, virksomhedens andre ikke direkte aktiviteter udleder gennem f.eks. tilbudsaviser, lastbilkørsel til og fra lager, affald og forretningsrejser med fly.

- I første omgang fokuserer vi på alt det, vi selv kan gøre noget ved nu og her. Men vi er ikke i mål i morgen. For os gælder det om at skabe så mange positive forandringer i hele vores værdikæde som muligt. Derfor er det næste, nærliggende skridt, at vi skal udbrede det interne arbejde til også at omfatte andre samarbejdspartnere, siger Dirk Fust.

Opdateret 10. nov 2020