Lidl udvider samarbejdet med Too Good To Go til alle butikker
150.000 solgte ”lykkeposer” om året forventer Too Good To Go, at det nye, udvidet samarbejde med samtlige 121 Lidl-butikker kaster af sig.
Samarbejdet, der er det første af sin slags med en discountkæde i Danmark, kommer i forlængelse af en testperiode, hvor mere end 15.000 lykkeposer med overskudsmad er blevet solgt i 21 udvalgte Lidl-butikker fordelt over hele landet siden foråret 2019.
Samarbejdet betyder, at kunderne inden længe ville kunne købe såkaldte ”lykkeposer” for 29 kr. med overskudsmad, der enten har beskadiget emballagen, nærmer sig udløbsdatoen eller har skønhedsfejl, til en værdi af cirka 90 kr.
- Vi er utrolig glade for det udvidede samarbejde, som vi nu skal i gang med. Der er ingen tvivl om, at det kræver et stærkt samarbejde med de store detailkæder som Lidl, hvis vi for alvor skal komme madspildet til livs. Størstedelen af madspildet på det danske marked sker hos forbrugerne og i detailleddet, så det er også dér, vi kan gøre den største forskel ved at sætte ind. Det kræver en fælles indsats, som vi glæder os til at tage hul på, siger landechef Heidi Boye fra Too Good To Go.
- Too Good To Go’s arbejde har været vigtig for den mentalitetsændring, der er sket i danskernes forhold til madspild. I Lidl har vi de senere år arbejdet med at reducere madspild i alle led i vores forretning, og jeg er glad for, at vi nu kan udvide det arbejde med det mest omfattende initiativ til dato – til gavn for vores kunder, miljøet og os. siger salgsdirektør i Lidl, Marcus Gustafsson.