Lidl tilbyder gratis sundhedstjek til medarbejdere

Lidl 23. apr 2018 -
This describes the image
| Klinisk diætist fra Firmasund, Heidi Lyngbæk og Lidl-medarbejder, Mona Sayegh, er i gang med Monas sundhedstjek. Foto: Lidl |Klinisk diætist fra Firmasund, Heidi Lyngbæk og Lidl-medarbejder, Mona Sayegh, er i gang med Monas sundhedstjek. Foto: Lidl
Skrevet af: Søren Tougaard

Alle 2.500 Lidl-medarbejdere har fået et tilbud om et gratis sundhedstjek.

Initiativet er Lidls seneste for at skabe nye, målrettede aktiviteter, der er tilpasset medarbejdernes ønsker og behov.

Og indtil videre har over 400 medarbejdere taget imod det frivillige, gratis tilbud.

”Vores medarbejdere er vores vigtigste ressource, og vi vægter deres sundhed og velvære højt. Derfor tilbyder vi alle vores medarbejdere et tjek, hvor de får en status på deres helbred. Vi har lavet et samarbejde med Firmasund, som kommer rundt til alle vores butikker og kontorer i hele landet – 120 adresser i alt – hvor hver enkelt medarbejder får lavet et grundigt sundhedstjek og får vejledning i, hvordan man kan arbejde med at forbedre helbredet”, fortæller HR-chef for Lidl, Sine Dolberg, i en pressemeddelelse.

Sundere livsstil

I forbindelse med det gratis tjek får medarbejderne en status på vægt, BMI, kolesteroltal, blodsukker, blodtryk, fedtprocent og muskelmasse.

"Vi glæder os til at se det endelige resultat af, hvor mange der vælger at melde sig til over de næste år. Flere medarbejdere har allerede været igennem tjekket, og det har givet flere blod på tanden for at komme i gang med en sundere livsstil – og det er netop målet med tilbuddet”, siger Sine Dolberg.

Efter sundhedstjekket får hver medarbejder en personlig sundhedsrapport med alle resultaterne fra screeningen og målingerne samt en vejledning til fokusområder.

Opdateret 10. nov 2020