Lidl skal til festival de kommende tre år
Den tyske discountkæde har indgået treårig aftale om teltbutik på Langelandsfestivalen.
Til sommer slår discountkæden Lidl endnu engang dørene op til en 600 kvm. stor teltbutik på årets Langelandsfestival.
Lidl gjorde sin entre på festivalen sidste år, hvilket medførte en heftig debat ikke mindst blandt de lokale handlende og SuperBrugsen i Rudkøbing, der forudsagde et omsætningstab for byens forretningsliv.
For Lidl, gæsterne og festivalen var butikken dog en succes.
- Vi fik kun ros og meget positiv respons fra gæsterne efter sidste års festival, så vi satte os hurtigt ned med Lidl og blev enige om at tænke lidt længere. Det har været vigtigt for begge parter at få noget kontinuerlighed ind over, og udsigten til et treårigt samarbejde giver os rige muligheder for at yde en endnu bedre service for vores gæster til sommer og de efterfølgende år, siger Allan K. Pedersen, ejer af festivalen.