Lidl offentliggør lister over leverandører

Lidl 14. sep 2018 -
This describes the image
Indkøbsdirektør Mikko Forsström. Foto: Lidl

Den tyske discountkæde Lidl tager første spadestik til større gennemsigtighed med leverandørleddet.

Som de første fremlægger Lidl en liste over de ca. 650 virksomheder, som producerer beklædning til kædens private label-serier, oplyser Lidl i en pressemeddelelse.

- Som detailkæde i Danmark arbejder vi for socialt forsvarlige og miljøvenlige vilkår hos vores producenter, og med offentliggørelsen af vores leverandørliste for tekstiler og sko ønsker vi at tage det første skridt i branchen og dermed skabe mere gennemsigtighed i vores forsyningskæde, siger indkøbsdirektør Mikko Forsström i pressemeddelelsen.

- Vi ved fra vores kunder, at det er vigtigt for dem, at vores varer bliver produceret under ordentlige forhold. Vi har længe haft et stort fokus på det her område, og nu er vi trygge ved at sige, at alle vores leverandører overholder vores standarder for ordentlige produktionsforhold, og derfor viser vi nu listen frem, udtaler han til Berlingske.

Ifølge avisen afviser både Coop og Salling Group at lave lignende tiltag.

Fra Salling Groups side mener man ikke, det vil styrke forholdene på asiatiske eller mellemøstlige fabrikker, at navnene bliver offentliggjort, mens Coop henviser til, at man har et kontor i Hongkong, hvorfra det bliver sikret, at nonfood-varer bliver produceret under ordentlige forhold.

 

Opdateret 10. nov 2020