Lidl melder om overskud og vækst
Tallene er ganske vist hemmelige, men den tyskejede discountkæde Lidl rapporterer i en pressemeddelelse om overskud i sin danske forretning i det seneste regnskabsår.
Ifølge kæden selv har Lidl i Danmark nu "de seneste fire år leveret overskud", lige som den også melder om vækst.
- Vi befinder os rigtig godt på det danske marked, og kunderne tager i højere og højere grad Lidl til sig – så fremtiden ser lys ud. Vi investerer fortsat i det danske marked og har et klart mål om at fordoble antallet af butikker. Vores sortiment er gennem årene løbende blevet tilpasset, så det imødekommer de danske forbrugeres efterspørgsel på bl.a. økologi og lokale varer. Vi er lykkedes rigtig godt med at skabe vores egen kategori og ændre det klassiske syn på discount, siger Rikke Brandes, der er kommunikationschef hos Lidl Danmark.
Med aktuelt 103 butikker svarer en fordobling af antallet til over 200.