Lidl køber op i USA
Europas omsætningsmæssigt største kæde, den tyske discountgigant Lidl, har indtil videre ikke haft megen medvind i forsøget på at indtage USA.
Ekspansionen har været træg siden premieren på den anden side af Atlanten i sommeren 2017, hvor Lidl gik ind i et antal stater på den amerikanske østkyst. Kun 59 butikker er det hidtil blevet til, fordelt på 7 forskellige stater, hvor målet var 100 efter det første år.
Men nu går Lidl direkte efter metropolen New York med opkøbet af den lokale, privatejede supermarkedskæde Best Market.
Ifølge supermarketnews.com erhverver Lidl 27 af kædens 28 butikker i New York og New Jersey.
- Best Market har spillet en enormt positiv rolle i området, og vi ser frem til at arbejde tæt sammen med de ansatte i Best Market om at bygge videre på den succes. Vi er begejstrede over at ekspandere ind i mange lokalsamfund på Long Island og på tværs af New York City-området og for at kunne præsentere mange flere forbrugere for vores enkle og effektive tilgang til dagligvarehandel, som indebærer høj kvalitet og store besparelser for flere forbrugere, siger Lidls USA-topchef, Johannes Fieber, ifølge nyhedsmediet.
Læs også: Lidl kaprer succesrig topfigur fra ærkerival
Lidl har effekt på priserne
Det er ikke tomme floskler, når Fieber snakker om store besparelser. En undersøgelse fra University of North Carolina er nået frem til, at de generelle prisniveauer i områder med Lidl-butikker er væsentligt lavere end i Lidl-frie områder - i gennemsnit er priserne hos konkurrerende kæder godt 9 pct. lavere.
Best Market-butikkerne er gennemgående mindre end det format, Lidl gik efter i sin første tid i USA. Men butikker med et salgsareal på over 2000 kvm viste sig siden at være for store.
Supermarket News nævner et eksempel på en Best Market-butik, der nu bliver udvidet til et samlet areal på 21.000 kvadratfod - ca. 1950 kvm.
Det er ikke oplyst, hvor meget Lidl giver for at købe sig ind i New York og nærmeste omegn - lige som der indtil videre mangler en tidshorisont for, hvornår handlen med de 27 butikker bliver afsluttet, og hvornår de bliver omprofileret til Lidl.