Lidl hilser Føtex velkommen i klubben
Den senere tids intensiverede priskonkurrence på dagligvaremarkedet får ikke Lidl Danmarks adm. direktør Dirk Fust til at ændre fokus.
Senest har Føtex taget hul på en omfattende ændring af kædens prisprogram og vil sænke varerne på mere end 2.000 produkter over de kommende måneder. Prisændringer, som Lidls adm. direktør hilser velkommen.
- Vi siger bare velkommen til vores klub. Men hvorfor har de ikke lanceret det noget før? Det forstår jeg ikke. Men vi frygter ikke konkurrence i Lidl. Vi elsker konkurrence, da det gør os bedre og i sidste ende også giver kunderne bedre indkøbsoplevelser, siger Dirk Fust.
Med Menys og Føtex' seneste pristryk vil forskellen på dagligvarerpriserne blive endnu mindre mellem discountbutikker og supermarkeder. Ifølge Dirk Fust har Lidl dog ingen planer om at sænke kædens priser yderligere som et modsvar til konkurrenternes priskampagner. -
Vi tror på vores koncept. Hvis man reagerer på alt, kan man ikke køre sin egen strategi. Hvis tingene pludselig udvikler sig hurtigt, reagerer vi på det, men vi forholder os til vores plan, siger han og uddyber:
- Vi vil ikke ændre på, at vi har nogle af de laveste priser på markedet. Det er også en del af vores DNA, at vi er prisledende. Fra vores kundeundersøgelser ved vi, at vores kunder har stor tiltro til, at Lidl har den bedste kvalitet til prisen.
Begraver krigsretorikken
Dirk Fust understreger, at der altid vil være priskonkurrence på markedet. Lidls planlagte markedsføringsaktiviteter både for den kommende måned (september, red.) og for det næste år, er ikke noget, der påvirkes af de seneste tiltag fra hverken Føtex eller Meny, fortæller han.
- Alle bruger udtrykket discountkrig, men jeg vil ikke bruge udtrykket krig. Hvem taber først i krige? Det gør befolkningen, og vi har kun fokus på vores kunder. Det er det, vi koncentrer os om. Vi ønsker ikke at ramme en af vores konkurrenter. Vi opererer på et marked med højintens konkurrence. Sådan er det også på andre markeder, f.eks. i Storbritannien, hvor vi er dem, der vokser allermest, siger Lidl Danmarks topchef.
Lidl betegner sig selv som et lavprissupermarked, hvor prisen ikke er eneste afgørende konkurrenceparameter. Lidls topchef erkender dog også, at kæden har en opgave foran sig i forhold til at fortælle virksomhedens gode historier videre til forbrugerne indenfor områder som økologi, dyrevelfærd og kvalitet. Et vigtigt skridt i den retning er offentliggørelsen af den første CSR-rapport for Lidl Danmark for 2015 og 2016.
- Vi har et stort potentiale i forhold til at højne vores brand-omdømme. Vi har været 13 år i Danmark, og sidste år havde måske et andet fokus, men nu tager vi for alvor hul på vores brand- og virksomhedskommunikation, fortæller Dirk Fust.