Lidl har over 100 nye butiksplaceringer i støbeskeen
Kampen om de bedste placeringer til nye discountbutikker og supermarkeder er hård, og det kan godt betale sig at tage et kig i krystalkuglen for at finde ud af, hvad en god placering er om fem eller måske femten år.
Det er netop, hvad tyskejede Lidl gør, og lige nu har kædens tre danske ejendomskontorer aktivt gang i flere end 100 lokationer, hvor discountkæden forventer, at det vil være rentabelt at åbne en butik. Det kan enten være, så snart alle tilladelser er i hus - eller senere, når et boligområde er udbygget.
- Vi arbejder konkret på et trecifret antal placeringer. Vi tænker langsigtet, og det betyder 15 år plus, siger adm. direktør for Lidl Danmark, Dirk Fust.
Han tilføjer, at kæden hvert år foretager en urbaniseringsanalyse for at finde ud af, hvor i Danmark det i fremtiden er hensigtsmæssigt at åbne en Lidl.
- Vi ejer grunde på en del af de lokationer, vi har kig på, og sikrer os blandt andet gode placeringer i alle storbyer, siger han.
Læs også: Lidl-direktør: ”Vi arbejder konkret på et trecifret antal placeringer”
Stærk koncern i ryggen
For tre år siden sagde Dirk Fust til Dansk Handelsblad, at Lidl ville investere mindst 4 mia. kr. over de kommende fem år. Pengene skulle komme fra de eksisterende butikkers overskud.
Hvorvidt der er penge nok at hente i kassen hos de 120 danske Lidl-butikker, vides ikke, da Lidl ikke fremlægger et offentligt tilgængeligt dansk regnskab.
Men bag sig har Lidl tyske Schwarz Gruppe, der også ejer hypermarkedskæden Kaufland. Koncernen fremlagde i foråret et regnskab for 2018 med en rekordomsætning tæt på 800 mia. kr.
Dengang lød det fra Schwarz Gruppes ledelse, at koncernen har planer om at fortsætte med at investere milliarder i butiksnettet. I 2018 investerede den tyske koncern hele 56 mia. kr., primært i åbningen af 400 nye butikker samt et hav af butiksmoderniseringer.
Lidl havde indtil i foråret danske Jesper Højer helt i top som CEO. Han forlod koncernen efter to år på toppen og blev midlertidig afløst af italienske Ignazio Paternò, der sidder på posten endnu.
Læs også: Lidl er ved at vokse sig stærk i Danmark